3F Superligaen

Hvem er Superligaens dyreste køb nogensinde? Se listen her

Der er gennem tiden blevet brugt mange millioner på at købe spillere i Superligaen. Især i de senere år har klubber haft den store pengepung fremme. Her kan du se listen over de dyreste køb i Superligaen.

Her kan du se listen over de dyreste spillerindkøb i Superligaen gennem tiderne.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Hvem er de dyreste fodboldspillere i Superligaens historie?

Priserne på de dyreste fodboldspillere i Superligaen stiger. Det er det generelle billede, der tegner sig, når man lader blikket vandre ned ad listen over de dyreste spillerindkøb i Superligaen gennem tiden.

De fleste af de dyreste transfers er nemlig sket i løbet af de seneste tre sæsoner. Samtidig bliver pengene fra de største køb ikke i Superligaen, men bliver i stedet sendt ud af landet. Der er nemlig ikke en eneste handel internt mellem to klubber i Superligaen på listen over de dyreste spillerindkøb, som du kan se herunder.

Listen over de dyreste indkøb i Superligaen

10*. Daniel Agger til Brøndby IF fra Liverpool FC i 14/15 – cirka 30 millioner kroner (*samme pris som næste spiller på listen).

Brøndby IF hentede Daniel Agger tilbage til klubben i sommeren 2014 efter en flot karriere i engelske Liverpool. Skiftet tilbage til Superligaen fik naturligvis masser af opmærksomhed, og Agger var med sit overblik i midterforsvaret og sin rolle som anfører på holdet en vigtig spiller i en svær tid for de blå-gule. Det blev til i alt 75 kampe i brøndbytrøjen og samme antal på det danske landshold, inden Daniel Agger stoppede karrieren i sommeren 2016.

Daniel Agger var anfører for Brøndby IF efter sit skifte fra Liverpool FC i 2014. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

10*. Sverrir Ingi Ingason til FC Midtjylland fra PAOK i 23/24 – cirka 30 millioner kroner (*samme pris som Daniel Agger).

Den rutinerede midtstopper skiftede til FC Midtjylland fra græske PAOK i sommers. Kort efter ankomsten holdt skadesproblemer islændingen ude af kamptruppen, men han kom tilbage og har spillet fuld tid for Ulvene lige siden. 30-årige Ingason har indtil videre spillet 17 kampe for FC Midtjylland og har også 46 landskampe for Island på CV’et.

FC Midtjyllands Sverrir Ingi Ingason jubler over en scoring for FC Midtjylland mod Silkeborg IF i november 2023. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

9. Akinkunmi Amoo til F.C. København fra Hammarby IF i 21/22 – cirka 32 millioner kroner.

Der var store forhåbninger til Akinkunmi Amoo, da han i januar 2022 satte pen til papir med F.C. København. Talentet havde vist sig flot frem for svenske Hammarby IF i Allsvenskan, men det blev aldrig en solstrålehistorie i København for den nigerianske offensivspiller. Blandt andet holdt en langtidsskade ham udenfor kridtstregerne, og han opnåede kun fire kampe for Løverne, inden han i september 2023 skiftede væk til Omonia Nicosia på Cypern. Her har 21-årige Amoo stadig sin debut til gode.

Akinkunmi Amoo (th, red.) fandt aldrig melodien i F.C. København og skiftede i september 2023 til cypriotiske Omonia Nicosia. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Hvornår åbner transfervinduet? – Få transferoverblikket på de største europæiske ligaer her

6*. Marrony til FC Midtjylland fra Clube Atlético Mineiro i 21/22 – cirka 33,5 millioner kroner (*samme pris som de næste to spillere på listen).

Marrony var en dyr herre, da FC Midtjylland hentede ham i sommeren 2021. Men prisskiltet blev af mange vurderet for højt, da den brasilianske offensivspiller viste sine kvaliteter frem på de danske superligastadions. Marrony blev i sommeren 2022 udlejet for et år til Fluminense i hjemlandet, og da han vendte retur i sommers var der tegning til bedre præstationer for Ulvene. Ulykkeligvis blev han skadet i kamp i slutningen af september og ventes ude resten af sæsonen. Det er indtil videre blevet til 18 kampe og et enkelt mål for FC Midtjylland for 24-årige Marrony.

Præstationerne i FC Midtjylland har været svingende for brasilianske Marrony, siden skiftet til klubben i 2021. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021.

6*. Ísak Bergmann Jóhannesson til F.C. København fra IFK Norrköping i 21/22 – cirka 33,5 millioner kroner (*samme pris som Marrony og næste spiller på listen).

Det islandske stortalent blev hentet til København i sommeren 2021 efter flotte præstationer for IFK Norrköping i Allsvenskan. Han viste sig godt frem for Løverne både i Superligaen og internationalt, men i sommers valgte F.C. København at sende offensivspilleren på leje hos tyske Fortuna Düsseldorf i 2. Bundesligaen. Her er det blevet til fint med spilletid for Jóhannesson, som er lejet ud indtil sommer. Den 20-årige islænding har opnået 61 kampe for FCK samt imponerende 24 A-landskampe for Island.

Ísak Bergmann Jóhannesson har ikke været en del FCK’s succes i Champions League i efteråret, da han har været udlejet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

6*. Denis Vavro til F.C. København fra Lazio i 22/23 – cirka 33,5 millioner kroner (*samme pris som Marrony og Ísak Bergmann Jóhannesson).

Denis Vavro er en af publikumsfavoritterne i F.C. København. Med sit kompromisløse forsvarsspil og farlige langskud har den slovakiske midtstopper vist sig som en god geninvestering for Løverne. Han er i gang med sin anden periode hos Løverne, efter han tilbage i sommeren 2019 skiftede til italienske Lazio, og har i alt spillet 174 kampe for FCK. Derudover har han optrådt 19 gange på det slovakiske landshold.

27-årige Denis Vavro lægger hånden på klublogoet, efter det i august lykkedes at spille sig i Champions League-gruppespillet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Se listen: Her er de største salg i Superligaen

3*. Emiliano Martínez til FC Midtjylland fra RB Bragantino i 22/23 – cirka 37 millioner kroner (*samme pris som de næste to spillere på listen).

Efter et vellykket lejeophold i klubben valgte FC Midtjylland i januar 2023 at købe Emiliano Martínez fri af hans kontrakt med brasilianske RB Bragantino. Den defensive midtbanespiller fra Uruguay har vist et internationalt snit i Ulvenes kampe i Europa som en stærk bolderobrer – men også med en god teknik og pasningsfod. Den sidste halvdel af efterårssæsonen var 24-årige Martínez ude med en skade, men han skulle være klar til superligaopstarten i 2024. Det er indtil videre blevet 45 kampe for Ulvene samt to A-landskampe for Uruguay.

Emiliano Martinez (forrest, red.) har vist sig flot frem på FC Midtjyllands midtbane, men har i slutningen af året været ude med en skade. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

3*. Pep Biel til F.C. København fra Real Zaragoza i 19/20 – cirka 37 millioner kroner (*samme pris som Emiliano Martínez og næste spiller på listen).

Det så længe ud til, at Pep Biel ikke ville blive en succes i F.C. København. Men den spanske offensivspiller endte som topscorer for klubben og den vigtigste brik i offensiven for Løverne, der i sommeren 2019 havde købt ham dyrt i Real Zaragoza. De mange mål fik i sommeren 2022 græske Olympiakos til at hive læderet frem og købe Biel for en endnu højere pris. Pep Biel opnåede 128 kampe for FCK, i hvilke han scorede 32 mål og lavede 28 assists.

Pep Biel sluttede sin tid af i F.C. København som en af klubbens allerstørste profiler. Her ses den nu 27-årige spanier under et Derby mod rivalerne fra Brøndby IF i 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

3*. Anders Dreyer til FC Midtjylland fra Rubin Kazan i 22/23 – cirka 37 millioner kroner (*samme pris som Pep Biel og Emiliano Martínez).

Krigen i Ukraine fik mange spillere til at søge væk fra russiske og ukrainske klubber. Heriblandt Anders Dreyer, der skiftede tilbage til FC Midtjylland på et lejeophold og siden permanent i sommeren 2022. Som senest offensivspilleren med det farlige venstreben var i klubben, viste han igen et højt niveau. I januar 2023 skiftede Dreyer på ny til udlandet – denne gang til belgiske Anderlecht, hvor han har fortsat de flotte præstationer. Det blev til 110 kampe for FC Midtjylland, hvilket kastede 35 mål og 29 assists af sig. 25-årige Anders Dreyer har også fået to kampe for det danske A-landshold.

Anders Dreyer (th, red.) fortsatte, hvor han slap, da han skiftede tilbage til FC Midtjylland i sommeren 2022. Her ses han juble over en scoring mod OB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
Efterårets hold i Superligaen: Syv klubber repræsenteret – Vejle er med

2. Darío Osorio til FC Midtjylland fra Club Universidad de Chile i 23/24 – cirka 39 millioner kroner.

Den unge chilenske landsholdsspiller var ombejlet, men det var FC Midtjylland, der endte med at lokke ham til klubben i sommeren 2023. Han har siden sin ankomst på heden vist sig flot frem med snævre driblinger og mål. Spilletiden svinger dog for den 19-årige kantspiller, der indtil videre har optrådt 11 gange for Ulvene, hvori han har scoret fire mål. Osorio har optrådt fire gange for Chiles A-landshold.

Darío Osorio scorede i FC Midtjyllands sidste kamp inden vinterpausen, hvor det blev til en 5-1 nedsabling af Viborg FF. Her ses han i kamp mod Lyngby BK. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

1. Andreas Cornelius til F.C. København fra Trabzonspor i 22/23 – cirka 45 millioner kroner.

Andreas Cornelius har taget skiftet tilbage til F.C. København fra udenlandske klubber i to omgange. Seneste skifte fra tyrkiske Trabzonspor i sommeren 2022 er det dyreste indkøb af en spiller i Superligaen. Desværre for Cornelius og F.C. København har opholdet været præget af mange skader for den 30-årige angriber, som udover succes for Løverne håber på deltagelse til EM for Danmark til sommer. Det er samlet blevet til 203 kampe for FCK. Her har den brølstærke angriber scoret 63 mål og assisteret 19 gange. På det danske landshold er det blevet til 46 landskampe og 13 mål.

Andreas Cornelius har været hårdt ramt af skader i sin tredje periode i F.C. København. Her ses han under kampen mod AGF i Parken i december, som gæsterne vandt 1-2. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Se det her: De sidste kampe i Superligaens grundspil er fastlagt

Bortset fra Brøndby IF’s køb af Daniel Agger i 2014 har samtlige af de dyreste køb af spillere i Superligaen på listen været foretaget af enten F.C. København eller FC Midtjylland.

Og de to klubber har delt i porten med fem spillere hver på listen, hvilket også giver et billede af den mesterskabsdyst, der har været mellem F.C. København og FC Midtjylland i nyere tid.

Om de dyre indkøb de seneste sæsoner sender mesterskabet til Midtjylland eller København, eller om en klub med mindre investeringer måske kan tage fusen på de sædvanlige guldduellanter, må forårssæsonen vise.

En ting er sikker – der er lagt op til et brag af en sidste halvdel på sæsonen, når Superligaen igen bliver fløjtet i gang til februar.

Kilde: Transfermarkt.de. Ovenstående beløb er omregnet fra euro, og er den egentlige transferudgift i forbindelse med de respektive transfers. Eventuelle bonusser og klausuler er ikke indregnet.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P