Rösler takker AGF-fansene og slår fast: I 2024 udfordrer vi etablissementet!
I AGF har 2023 været et godt år, men klubbens cheftræner Uwe Rösler forventer, at klubben kæmper med om endnu mere i 2024.
Det er ved at være længe siden, at AGF er gået på vinterpause med en selvtillid, som det er tilfældet i år.
Aarhusianerne er i pokalsemifinalen, og en plads i top-seks og dermed kamp om Superligaens fornemste pladser er mere end indenfor rækkevidde.
Fra sin juleferie, som tydeligvis hverken foregår i Aarhus eller i Tyskland, er det da også en optimistisk cheftræner, der sender sin hilsen til AGF’s fans forud for forårssæsonen og det nye år.
– I 2024 skal vi sigte efter at blive endnu bedre, og det kan kun ske, hvis vi alle står sammen. Jeg vil gerne ønske jer en fantastisk nytårsaften; Hav en fantastisk fest og få jer et par drinks, og så håber jeg at se jer alle heppende tilbage på Ceres Park, når vi vil udfordre etablissementet, lyder det fra Uwe Rösler.
Den 55-årige tysker kigger også tilbage på det forgangne år, hvor han særligt fremhæver kampe og opgør mod Randers, Brøndby og F.C. København.
Opstartsprogram tager form i AGF: Tester mod FCK– I 2023 oplevede vi et vidunderligt år med fantastiske øjeblikke, eksempelvis da vi sikrede os top-seks i Randers, for I ved, at det er et specielt sted, lyder det med et glimt i øjet fra Rösler, som fortsætter:
– Vi sikrede os bronze imod vores ærkerivaler i en fantastisk kamp. Vi slog FCK for første gang på udebane i min tid i spidsen, og igen i pokalturneringen slog vi vores ærkerival, Brøndby, over to kampe og nåede semifinalen. De øjeblikke var aldrig kommet uden jer. Jeg har sagt det fra dag ét; Vi er alle sammen om det her, lyder det fra Rösler.
AGF har allerede planlagt to træningslejre til Spanien i det nye år. 19. februar åbner klubben superligaforårssæsonen med en udekamp mod Vejle.
Pokalsemifinalerne mod FC Nordsjælland spilles i Farum den 29. marts, mens der er returopgør i Aarhus den 10. april.