3F Superligaen

Ny AGF’er er Superligaens farligste med hovedet: Har scoret flere end jeg havde regnet med

Ingen andre spillere i Superligaen har scoret flere mål med hovedet end Tobias Bech - og det overrasker også 'hoved'-personen selv.

Tobias Bech er Superligaens farligste med hovedet.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tobias Bech skiftede i sommer til AGF, og han må lige nu siges at være inde i en god periode.

Den unge offensivspiller har således scoret fire gange i AGF’s seneste fire kampe i Superligaen. I denne landsholdspause noterede han sig også for to mål og en assist med U21-landsholdet.

I alt står han noteret for seks mål i Superligaen i denne sæson, hvilket bringer ham op på en delt femteplads på topscorerlisten i den bedste danske række.

Der er dog et sted, hvor han ikke må nøjes med femtepladsen.

Således har Tobias Bech scoret tre af sine mål i Superligaen med hovedet, hvilket bringer ham op på førstepladsen i den kategori.

Hovedstødsmål var ikke ligefrem det man tænkte på som det første, da Tobias Bech i sommeren 2022 skiftede fra Viborg FF til tyske FC Inglostadt, og selv er han da også lettere overrasket over sin nyfundne force i hovedspillet.

– Jeg har nok scoret lidt flere med hovedet, end jeg selv havde regnet med. Det kan man jo ikke brokke sig over, siger Tobias Bech til campo.dk med et smil inden han fortsætter:

– Jeg tror, at det har meget at gøre med det at komme i feltet og løbene derind, og at jeg lige nu har en god fornemmelse af, hvor tingene falder ned henne.

– Jeg har ikke arbejdet på selve det tekniske med hovedstød, men der er blevet arbejdet meget med det at komme ind i feltet, siger han.

Kun Brøndby IF’s Mathias Kvistgaarden kan matche Tobias Bechs tre hovedstødsmål i Superligaen i denne sæson.

Angrebskollegaen i AGF, Patrick Mortensen, ligger på en delt tredjeplads med to hovedstødsmål.

Kilde: Superliga.dk

Tobias Bech og resten af AGF indtager lige nu sjettepladsen i Superligaen.

Aarhus-klubben har fortsat fire kampe tilbage inden vinterpausen.

Her venter to svære opgør i Superligaen ude mod først FC Nordsjælland og dernæst F.C. København, inden Brøndby IF byder op til dans over to opgør i Oddset Pokalens kvartfinaler.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P