
Efter debut for Montenegro: Landstræner roser Djukic og Superligaen
Hvidovre IFs danskfødte montenegriner Filip Djukic, fik søndag debut for landsholdet. Efter kampen var der roser til målmanden og til Superligaen fra landstræneren.

Hvidovre IFs førstemålmand, Filip Djukic, fik søndag debut for Montenegro.
Det skete i den svære udekamp mod Ungarn, hvor Djukic blev skiftet ind med lidt over en halv time igen.
Montenegro var overraskende foran 0-1, da Djukic kom på banen, men Ungarn vandt kampen 3-1 blandt andet takket være to mål fra Liverpool-stjernen Dominik Szoboszlai. Efter kampen var der dog roser til Djukic.
Montenegros landstræner Miodrag Radulovic roste nemlig både 24-årige Djukic, men også Superligaen fik pæne ord med på vejen.
– Han er en målmand, som spiller fast i Danmark, i en god række. Han lavede ikke nogle fejl i dag, og du kan se, han kommer fra en god liga, udtalte landstræneren efter kampen.
Djukic måtte hente bolden ud af nettet tre gange, og særligt det tredje mål ærgrede landstræneren.

– Jeg er ked af det tredje mål, fordi han (Djukic, red.) reddede et skud, men bolden hoppede hen til en ungarnsk spiller.
– Djukic er en af de spillere, som debuterede i denne kvalifikation, og for hvem denne oplevelse vil betyde meget i fremtiden, sluttede Radulovic.
Montenegro endte som tre’er i gruppe G, og kommer altså ikke med til næste års EM i Tyskland.
Få det fulde overblik kvalificerede landshold til EM 2024 her.
