Ingen hjælpende hånd: Kasakhstan sejrer mod San Marino
San Marino kunne ved at stjæle point fra Kasakhstan hjælpe Danmark mod EM-slutrunden i 2024, men overraskelsen udeblev.
Danmark er med to spillerunder tilbage af EM-kvalifikationen tæt på at kunne kvalificere sig endeligt til EM 2024.
Før næstsidste spillerunde fører de danske drenge med fire point ned til den eneste nation, der kan tage EM-pladsen fra Danmark, nemlig Kasakhstan.
Derfor ville alt andet end en sejr for Kasakhstan i fredagens tidlige EM-kvalifikationsopgør mod verdens dårligste landshold, hvis man skal følge FIFA’s verdensrangliste, San Marino, være fatalt for de kasakhiske drømme om at deltage ved sommerens EM-slutrunde.
Men en hjælpende hånd fra San Marino blev det ikke til i denne omgang for Kasper Hjulmands tropper, selvom det dog ikke var så langt fra igen. San Marino formåede nemlig langt henad vejen at spille lige op med Kasakhstan i et opgør, der endte med en kasakhisk sejr på 3-1.
Kasakherne kom planmæssigt foran med 1-0 allerede efter 19 minutters spil ved Islam Chesnokov. Selvsamme Chesnokov udbyggede føringen til 2-0 kort inde i anden halvleg, inden San Marinos Simone Franciosi reducerede og bragte spænding ind i opgøret med 30 minutter tilbage.
Mere blev det dog ikke til for San Marino, der i dommerens tillægstid indkasserede et mål på straffespark til 3-1. Kasakhstan er således blot ét enkelt point efter både Danmark og Slovenien inden aftenens direkte duel om førstepladsen mellem de to nationer.
Se detaljer og statistikker fra opgøret mellem Kasakhstan og San Marino herunder