Lyons spillerbus angrebet af Marseille-fans: Cheftræner ramt af sten
Lyon skal søndag aften spille ligakamp på udebane mod Marseille, men på vej til stadion er holdets bus blevet ramt af sten - angiveligt fra Marseille-fans.
Det er voldsomme og nærmest surrealistiske billeder, der søndag aften er kommet fra Sydfrankig.
Her skal de to franske traditionsklubber, Olympique Marseille og Olympique Lyon, nemlig mødes i det traditionsrige opgør, men opgøret har fået et kedeligt forspil.
På vej til stadion er Lyons spillerbus nemlig blevet angrebet med sten – angiveligt af fans fra Marseille – og det er gået hårdt ud over Lyons nye italienske træner Fabio Grosso, som det kan ses på både billeder og video herunder.
Foto: X
Selvom Marseille med 12 point i sæsonens første ni kampe ikke er kommet imponerende fra start i Ligue 1, så tåler det ingen sammenligning med den historisk dårlige start, Lyon har fået på sæsonen.
Olympique Lyon, der blev franske mestre syv år i træk mellem 2002 og 2008, har fået bare tre point i sæsonens første ni kampe.
Den dårlige sæsonstart kostede tidligere på sæsonen Laurent Blanc jobbet som cheftræner, men Fabio Grosso, som indtil søndag står noteret for i alt fire kampe, har ikke gjort det meget bedre som afløser, hvor det blot er blevet til ét point.