De skal afholde EM: UEFA præsenterer værterne i 2028 og 2032
Den Europæiske Fodboldunion, UEFA, har netop præsenteret værtslandende til slutrunderne i 2028 og 2032. Og der var ingen overraskelser til præsentationen i Nyon i Schweiz.

Det har været rimelig givet på forhånd, hvem der tildeles værtsskabet til EM-slutrunderne i 2028 og 2032.
Flere nationer havde oprindelig meldt sig på banen som værter til de to slutrunder, men til sidst var der kun et bud tilbage til hver slutrunde.
Derfor var der heller ikke de store overraskelser, da UEFA-præsident Aleksander Ceferin tirsdag præsenterede værterne til de kommende EM-slutrunder.
EM i 2028 afholdes i Storbritannien og Irland. Her var blandt andre walisiske Gareth Bale på scenen og blev lykønsket af Ceferin.
Kampene skal spilles i Belfast, Birmingham, Cardiff, Dublin, Glasgow, Liverpool, London, Manchester og Newcastle.
EM i 2032 blev efterfølgende annonceret, og her deles Italien og Tyrkiet om værtsskabet. Tyrkiet var tidligere med i opløbet om EM-slutrunden i 2028, men sprang fra og fokuserede i stedet udelukkende på EM i 2032.
Der spilles på fem stadions i hvert land og disse præsenteres i 2026.
Næste europamesterskab spilles i 2024 i Tyskland, og her er det danske fodboldlandshold undervejs med kvalifikationsspillet.
Se stillingen i EM-kvalifikationsgrupperne her.














