Vejle vandt bundbraget i Nørreskoven
Hvidovre IF gæstede søndag Nørreskoven, hvor der var dømt vaskeægte bundbrag mod Vejle Boldklub.
Aldrig før har to oprykkere samlet set fået skrabet lige så få point sammen, som Vejle Boldklub og Hvidovre IF havde det efter 10 runder af Superligaen.
Søndag mødtes de oprykkere derfor i et vaskeægte bundbrag, da Hvidovre IF slog vejen forbi Nørreskoven. Inden kampen havde de to klubber i alt hentet otte point tilsammen.
Vejle Boldklub kan efter opgøret nu begynde at se de nærmeste konkurrenter over nedrykningsstregen, da hjemmeholdet snuppede alle tre point med en 3-1-sejr.
Det var ellers gæsterne, der efter næsten 40 målløse minutter fik åbnet ballet. Her var det Hvidovres Christian Jakobsen, der gik gjort det til 0-1.
Målet fik samtidig sat skub i tingene, for ved pausen var stillingen 2-1 til Vejle.
Først var det Saeid Ezatolahi med det udlignende mål i det 43. minut, inden German Onugkha sendte Vejle til pause med en føring i første halvlegs tillægstid.
Efter pausen skulle tilskuerne på Vejle Stadion atter væbne sig med tålmodighed, inden næste mål faldt.
I det 71. minut fik hjemmeholdets fans så noget at juble over, da Marius Elvius brød bolden midt på banen. Efter to hurtige pasninger endte han selv med bolden ude i Vejles højre side, og med et fladt indlæg fandt han Yeni Atito N’Gbakoto, der med en hård og præcis indersideafslutning gjorde det til 3-1.
Ved slutfløjt kunne Vejle dermed fejre sæsonens anden sejr i Superligaen, mens Hvidovre fortsat famler efter sin første.
Vejle Boldklub har nu otte point, ånder dermed flere andre klubber i nakken i tabellen.
Hvidovre IF har fortsat blot hentet tre point.