NordicBet Ligaen

Ny Næstved-træner tænker ikke kun i overlevelse: Blot et mellemmål

Nok er det ikke blevet til mange point for Næstved Boldklub indtil videre i denne sæson, men klubbens nye cheftræner, Patrick Birch Braune, tænker allerede længere end 'bare' overlevelse i NordicBet Ligaen.

Patrick Birch Braune er ny cheftræner i Næstved Boldklub.
Foto:

Tidligere på måneden blev Peter Bonde fyret fra sit job som cheftræner i Næstved Boldklub.

Ind er i stedet kommet Patrick Birch Braune, der skal forsøge at få vendt skuden.

Den nye 35-årige cheftræner vil i første omgang sikre, at Næstved Boldklub også er at finde i NordicBet Ligaen i næste sæson.

– På kort sigt er der ikke så meget at være i tvivl om; Vi skal over den streg. Næstved skal blive i NordicBet Ligaen, og det skal vi over stregen for at gøre.

– Det er det, der ligger lige for. Det er den udfordring, der skal løses her og nu, og det er det, som vi har primært fokus på lige nu, siger Patrick Birch Braune og fortsætter:

– Vi skal have nogle point, og det gør man ved at finde den korteste vej til målet og ved at finde den nemmeste måde at vinde på, og det skal vi ikke være for fine til, når vi ligger i den alvorlige situation, som vi gør.

Selvom målsætningen i første omgang hedder point og overlevelse, så rækker ambitionerne også til mere end det for den nyslåede Næstved-træner.

– Når det (overlevelse, red.) er opnået, for det er kun et mellemmål, så skal der selvfølgelig bygges på, så man kan drømme større, siger han og understreger, at nedrykningsfaren ikke skal forklejnes:

– Situationens alvor skal tages i betragtning, og vi skal over stregen, og det er det, der ligger ligefor. Så skal vi skabe et fundament og begynde at flytte på alle de ting, så den her klub kan udvikle sig til noget, der kan endnu mere lyder det fra Patrick Birch Braune.

Trupnyt: FC Midtjylland har to mulige debutanter med til Næstved

Patrick Birch Braune blev tilbage i foråret fyret i AB efter 10 år i klubben.

Næstved Boldklub har i denne sæson kun fået hentet fire point i de første 10 kampe, hvorfor man lige nu befinder sig på sidstepladsen i NordicBet Ligaen.

Næstved Boldklub rykkede i foråret 2022 op i landets næstbedste række, efter de to sæsoner forinden var blevet tilbragt i 2. division. I forrige sæson blev det til en femteplads som oprykker.

Næstved spiller onsdag aften klokken 18.00 pokalkamp hjemme mod FC Midtjylland, inden FC Fredericia venter ude i NordicBet Ligaen søndag.

Se indslaget med den nye Næstved-cheftræner nedenfor

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P