Trods modstand – Henderson starter inde mod Ukraine
Den engelske midtbanespiller tørner ud for det engelske landshold, når de spiller mod Ukraine lørdag aften.
Jordan Henderson starter inde mod Ukraine.
Den 33-årige midtbane general har ellers været under lup oven på sit skifte til saudi-arabiske Al-Ettifaq.
Den tidligere Liverpool-kaptajn har igennem længere tid været en offentlig fortaler for LGBTQ+-personers rettigheder. Nu spiller han til daglig i et land, hvor homoseksualitet er ulovligt.
Derfor har skiftet skabt røre i det selvsamme miljø, som Henderson førhen har hyldet.
Det har tidligere fået Three Lions Pride til at udtrykke, at man vil vende ryggen til banen, hvis Henderson kom i spil i opgøret.
Det ser nu ud til at blive aktuelt, og hvordan Henderson samt resten af den engelske trup bliver mødt, når de træder ind på banen i Polen, må tiden vise.
Kampen spilles klokken 18 lørdag og vises på TV2 SPORT X og TV2 PLAY.