Afviste Brøndby: Projektet talte ikke til mig
Der var flere klubber, der viste interesse i Lyngbys guldklump, men hverken Brøndby eller internationale danskerklubber kunne lokke talentet.
Syv kampe, ét mål og en aktuel ottendeplads i Superligaen.
Sådan ser det ud for Tochi Chukwuani, der tørner ud for Lyngby BK, efter syv runder i denne sæson.
Den 20-årige midtbane-profil overlevede sammen med klubkammeraterne i Superligaen på sensationel vis, hvorefter de har bygget på i deres spil.
Den unge midtbanespillers præstationer på banen har også vækket interesse fra fire klubber; Brøndby, Trabzonspor, Røde Stjerne og Le Havre har efter sigende alle forhørt sig om muligheden for Lyngby-spillerens underskrift.
I et interview med Tipsbladet bekræfter danskeren da også, at der har været henvendelser fra større klubber, men her forklarer han også, hvorfor han stadig den dag i dag er at finde i Lyngby.
– Interessen har været reel. Det er kæmpeklubber, og det er også noget, som jeg havde i mine overvejelser. Men der var ikke nogle af projekterne, som talte til mig, siger Tochi Chukwuani.
Sagde nej til Trabzonspor og Brøndby: Nu siger han nej til endnu en klubKlubberne kunne dog ikke lokke spilleren væk fra det nordlige København.
– Jeg følte bare ikke, at det var det rigtige. Min mavefornemmelse var der ikke. Jeg føler, at projektet i Lyngby ville stille mig bedre. Så der er ikke så meget mere i det, siger Tochi Chukwuani.
Den unge dansker er på kontrakt med Lyngby indtil sommeren 2024.