3F Superligaen

Lars Friis vil være cheftræner igen: Jeg er blevet klogere på, hvad der skal ske omkring mig

Lars Friis gik fra et succesfyldt ophold i Viborg FF til et kaotisk ophold hos AaB, som i sidste ende kostede ham jobbet. Nu er Friis blevet klogere på, hvad rammerne skal være i hans næste cheftrænerjob.

Lars Friis er blevet klogere på, hvad rammerne skal være omkring ham, når han skal være cheftræner igen
Foto: flashscore.dk

Den danske fodboldtræner Lars Friis har oplevet, hvordan fodboldverden også kan være.

Resultatorienteret og kontant.

Den 47-årige midtjyde fik, efter flere solide jobs som ungdomstræner og assistenttræner, jobbet som cheftræner i Viborg FF i 2021, hvor han rykkede holdet op i Superligaen og siden skiftede til den noget større klub AaB.

Jeg er blevet meget klogere på mig selv, men ved også hvad der skal være i orden omkring mig, når jeg tager et cheftrænerjob

Lars Friis

Opholdet i AaB stoppede dog efter blot seks måneder i jobbet, da klubben fyrede Lars Friis ovenpå det, som daværende sportschef Inge André Olsen kaldte for: “Utilfredsstillende resultater”.

Det anerkender Lars Friis, at resultaterne var. Campo.dk møder ham i Prag, hvor han netop har været med til at gøre Sparta til tjekkiske mestre i sidste sæson sammen med cheftræner Brian Priske.

Men selvom Friis lige nu er tilbage i assistenttræner-rollen, så er han slet ikke færdig med jobbet som chef.

– Jeg har sagt, at jeg gerne vil være chef igen. Det er jeg slet ikke færdig med. Men om det er den næste opgave, der venter, det ved jeg ikke. Jeg har det godt her, men på den anden side, så ved vi også, at der kan hurtig ske noget. Og som jeg har sagt før, så slutter det jo indtil videre, når min aftale ophører til sommer, siger Lars Friis.

Friis, som har sin grunduddanelse hos FC Midtjylland, og siden er endt med en UEFA Pro Licens, er kommet videre fra fyringen i Aalborg, og stoltheden har det fint. Men…

– …det er min ærekærhed, jeg er ramt på. Der var nogle ting, som ikke var afstemt, men i sidste ende er det resultaterne, der taler. Jeg var kommet ind for at ændre noget og ændre spillestil, og det tager den tid, det tager. Og så kan man diskutere, om den tid blev givet, og om vi var i den rigtige retning. Det er jeg ovre. Det handler meget mere for mig om ens egen ærekærhed… og at jeg ikke lykkes med tingene. Men jeg fået rigtig mange gode erfaringer ud af det og kan se, hvor jeg skulle have gjort noget anderledes. Med den viden står jeg rigtig god rustet til et nyt job.

Var det et helt andet job, du endte i hos AaB, end det, du troede, du ville ende i?

– Ja! Det er det korte svar. Og så er der skrevet mange artikler om, hvad der er sket i Aalborg. Men min research skulle også have været bedre, og det er en af de ting, jeg har taget ved lære af. Jeg er blevet meget klogere på mig selv, men ved også hvad der skal være i orden omkring mig, når jeg tager et cheftrænerjob.

Du kan se hele interviewet, som campo.dk har lavet i samarbejde med Flashscore.dk lige her!

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P