
Officielt: AaB henter hollandsk keeper på kort kontrakt
AaB oplyser fredag, at man har hentet målmanden Rody de Boer til klubben fra Roda JC Kerkrade.

Rody de Boer er nyeste skud på stammen i AaB.
Således oplyser NordicBet Ligaens tophold fredag, at man har hentet den 26-årige keeper til klubben.
Rody de Boer skifter til AaB fra Roda JC Kerkrade, der huserer i den næstbedste hollandske række.
Rody de Boer er blevet udstyret med en kontrakt af relativt beskeden længde – nemlig frem til sommeren 2025.
Den 26-årige målmand står noteret for i alt 144 kampe i den næstbedste hollandske række, og har derudover også tre kampe i Æresdivisionen for AZ Alkmaar.
– Det har været en prioritet for os at supplere truppen med endnu en målmand, og med tilgangen af Rody de Boer får vi både erfaring og udviklingspotentiale.
– Rody de Boer er god i luftspillet og er også dygtig i spillet med fødderne, og han vil nu tilslutte sig vores målmandsteam med Josip Posavec og Max Vartuli, fortæller Ole Jan Kappmeier, sportsdirektør i AaB.
Den nye AaB-keeper har foruden sine mange klubkampe også syv U20-landskampe og to U18-landskampe for Holland.
Han har fået trøjenummer 22 i AaB.