Godt gang i biksen: Nyt overskud i Silkeborg IF
Silkeborg IF Invest A/S har fredag præsenteret et pænt overskud for den første halvdel af indeværende regnskabsår.
Det kører ganske godt i Silkeborg.
Fredag har Silkeborg IF Invest A/S således præsenteret et nyt overskud for første halvår af regnskabsåret.
Der er her tale om et overskud på 14 millioner kroner før skat. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Silkeborg IF Invest A/S betragter resultatet som tilfredsstillende, og peger særligt på transfers og ejendomsforretningen som årsagerne til overskuddet.
– Der er styr på forretningen i Silkeborg IF Invest A/S. Forbedringen i forhold til delårsresultatet i 2022 skyldes transfers af en vis størrelse, hvor salgene af Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius har sat deres aftryk.
– Derudover er resultatet præget af en stærk ejendomsforretning. Koncernen har en egenkapital på 326,7 millioner kroner, hvilket vi selvfølgelig er godt tilfredse med. Resultatet i sin helhed viser, at vi har en stærk forretning, siger administerende direktør Kent Madsen.
Silkeborg IF har også denne sommer haft gang i spillersalgene, hvor man senest solgte Lukas Engel til Middlesbrough FC. Det kan du læse mere om HER.
Man regner med et overskud på mellem 32 og 40 millioner kroner for hele regnskabsåret.