FCM straffer to personer for racisme
FC Midtjylland oplyser søndag, at man har valgt at straffe to tilskuere med karantæne i kølvandet på en sag om racisme under torsdagens opgør mod Omonia.
På banen gik det som smurt, da FC Midtjylland torsdag storsejrede med hele 5-1 over cypriotiske Omonia Nicosia.
Knapt så godt gik det udenfor banen.
Før kampen fandt en episode nemlig sted i fanzonen, hvor en sydkoreansk tilskuer blev offer for racistiske gestikulationer fra to danske tilskuere.
FC Midtjylland oplyser nu, at man valgte at agere på episoden med det samme, efter man var blevet gjort opmærksom på hændelserne undervejs i torsdagens kamp.
– Den forurettede tilskuer oplyste, at sagen i hans øjne var løst, da de danske tilskuere havde givet en personlig undskyldning og indset, at deres adfærd havde været både uacceptabel og sårende, skriver FCM på sin hjemmeside.
FCM skriver videre, at man i forlængelse af torsdagens episode fortsatte dialogen med gæsten fra Sydkorea. Til trods for, at han ifølge FCM ikke har haft noget ønske om at gå videre med sagen samt at han var tilfreds med håndteringen selvsamme aften, har FCM alligevel valgt at tage den videre.
– Den pågældende adfærd kan opfattes som diskriminerende overfor en stor befolkningsgruppe, og ikke blot de forurettede i fanzonen. På den baggrund har FC Midtjylland besluttet at uddele karantæne til to danske tilskuere.
De to tilskuere er hver især blevet tildelt karantæner af et års varighed.
Trupnyt: Midtstopper mangel i FCM forud for Brøndby-brag – én er med, fire er udeFC Midtjylland spiller søndag aften hjemme mod Brøndby.
Den kamp fløjtes i gang på MCH Arena klokken 18.00 og kan ses på TV3+ og Viaplay.