Ekspert sikker i sin sag: Fejldom mod Mensah
Flemming Povlsen var efter opgøret mellem AGF og Brøndby ikke i tvivl. Der var ikke straffe og rødt kort, som ellers blev dømt mod Kevin Mensah.
Kevin Mensah fik rødt kort for hånd på bolden i 3-3 opgøret mod AGF.
Afslutningen fra AGF’s store comeback-helt, Jelle Duin, ramte Kevin Mensah på skulderen, hvilket efterfølgende fik VAR-rummet til at kalde dommer Jens Maae ud til skærmen.
Og det endte med et straffespark til AGF samt et efterfølgende rødt kort, som du kan se i videoen her i artiklen.
Efter opgøret på Ceres Park blev situationen også diskuteret blandt Discovery +’s eksperter, og her var Flemming Povlsen ikke sen til at beskrive, hvordan han så den dom.
– Det er game changer, og jeg synes også, at det er et helt klart forkert kald. Altså de (dommerne, red.) får så mange muligheder for at se det igennem, og for mig er det en skulder fra Mensah, som redder den bold fra stregen. Og jeg synes det er klarere og klarere, jo oftere jeg ser det, at det er skulderregionen bolden rammer, sagde Povlsen i samtale med sine kolleger.
Med det uafgjorte 3-3 resultat slutter Brøndby på femtepladsen i Superligaen, men starter til gengæld næste sæson uden Kevin Mensah på banen.