Drogba kan ikke kende Chelsea: Mangler karismatiske spillere og ledere
Chelsea-legenden Didier Drogba kan ikke genkende sin tidligere klub, som mangler karismatiske spillere.
Hvis der var én ting, man bestemt ikke kunne beskylde Didier Drogba for at mangle, så var det karisma.
Det er til gengæld lige præcis det, som den tidligere Chelsea-angriber i dag beskylder klubbens nuværende spillere for at mangle.
– Jeg synes bestemt, [Chelsea] mangler karismatiske spillere og ledere. De har brug for spillere, der tager ansvar. [..] Det er ikke den samme klub længere. Jeg kan ikke genkende min klub, lyder det fra Didier Drogba ifølge BBC.
Med sine i alt 164 mål er Drogba kun overgået af Frank Lampard, Bobby Tambling og Kerry Dixon som klubbens mest scorende spillere.
Den i dag 45-årige ivorianer nåede i alt 381 kampe for London-klubben, som han repræsenterede af to omgange. Først var han i klubben fra 2004 til 2012, og efter korte ophold i kinesisk og tyrkisk fodbold vendte han tilbage til en enkelt sæson i 2014-15.
Dengang var det dog en helt anden klub.
Den er helt gal i Chelsea – tangerer 20 år gammel ‘rekord’– Vi forsøger at sammenligne æraen under Abramovich, hvor der blev købt mange spillere, men valgene var meget intelligente.
– Ind kom spillere som Petr Cech, Andriy Shevchenko, Hernan Crespo, Michael Essien, Didier Drogba, Florent Malouda og så videre. Det var for at vinde titler, og det var spillere, som allerede havde noget erfaring. Nu er strategien en anden, de satser på unge spillere.
Chelsea fyrede tidligere på foråret Graham Potter som manager, og siden 6. april har Frank Lampard igen stået i spidsen for The Blues. Det har dog bestemt ikke været nogen succes indtil videre, for Lampard har tabt alle de fire kampe, han har stået i spidsen for holdet, senest røg Chelsea ud af Champions League med et samlet 0-4-nederlag til Real Madrid.