Mål og Highlights: Se Hobro tage vigtig sejr mod Hillerød
Hobro tog mandag en særdeles vigtig sejr i kampen om at undgå nedrykning, da de sendte Hillerød tilbage til Sjælland med et 2-1-nederlag.
Med nederlag til Fremad Amager og Nykøbing FC tidligere i runden, kunne Hobro mandag tage et stort skridt væk fra nedrykningsstregen.
På besøg på DS Arena var oprykkerne fra Hillerød, der trods en placering i nedrykningsspillet stort set har sikret sig endnu en sæson i NordicBet Ligaen, men sjællænderne fik ikke noget med fra mandagens kamp i Nordjylland, hvor de tabte 1-2.
Hobro-angriberen, Muamer Brajanac, bragte før pausen hjemmeholdet foran 1-0 direkte på frispark, inden årets spiller i Hobro, haitianske Louicius Don Deedson, seks minutter før tid gjorde det til 2-0.
Tre minutter senere bragte Johannes Houborg spændingen tilbage i kampen med sin reducering til 2-1, men flere mål blev det ikke til, og dermed tog Hobro sin anden sejr i træk i NordicBet Ligaens nedrykningsspil.