Carragher peger sjælden finger af Klopp: Samme ideer – det kan de ikke
Jamie Carragher har ikke været imponeret over det Liverpool-mandskab, han har set i denne sæson, og efter tirsdagens 0-0-kamp mod Chelsea peger han nu en, for ham, sjælden finger af manager Jürgen Klopp.
Det begynder så småt at snerpe til for Liverpool i Premier League.
Sidste sæsons sølvvindere er røget ud af både Champions League og FA Cuppen, og dermed har Jürgen Klopps tropper kun de resterende kampe i Premier League at koncentrere sig om.
Her resterer der 10 kampe, og Liverpool har syv point op til Tottenham, der netop nu sidder på den fjerdeplads, der giver adgang til næste sæsons Champions League.
Liverpools ene point i tirsdagens 0-0-kamp mod Chelsea flyttede dem ikke alverden, og spørger man Liverpool-legenden og klubbens tidligere anfører, Jamie Carragher, så ser situationen bekymrende ud for Anfield-klubben.
– De spiller stadig på samme måde. Det er de samme ideer, men det kan de ikke. Når man ser på Manchester City-kampen, så spillede Liverpool som om, at det var Liverpool-holdet fra tre-fire år siden.
– De går mand mod mand på hele banen og er modige, og de spiller højt, men de er ikke [længere] det Liverpool-hold. Det fascinerer mig; hvad gør man som manager? Holder man fast i sine ideer og principper, eller tilpasser man dem til de spillere, man har?
– Jürgen Klopp er selvfølgelig en fantastisk manager, men selv i aften (tirsdag, red.) spiller Liverpool som Liverpool for tre år siden, og de får 0-0 ud af det. Man begynder så småt at klø sig i håret, sagde Jamie Carragher på Sky Sports efter kampen på Stamford Bridge tirsdag.
Highlights: Kriseramte Chelsea og Liverpool deler i tam ‘topkamp’Ifølge Flashscore.dk noterede Liverpool sig blot for 0,38 expected goals i kampen mod Chelsea, som til gengæld statistisk set burde have scoret, da deres xG lød på 2,29. Det er da også mestendels Liverpools defensiv, der bekymrer manden, der selv stod i netop Liverpools forsvar igennem 737 kampe.
– Det vigtigste er, hvor let det er for modstanderne at skabe chancer, det er det bekymrende for mig. Som jeg siger, Jürgen Klopp tager ikke et skridt tilbage. Han har på tidspunkter i denne sæson forsøgt forskellige ting; Han har ændret til en 4-4-2, et par gange er de gået længere tilbage, men han kommer ikke til at ændre noget radikalt. Han gør det, som han [altid] gør, lyder det fra Jamie Carragher.
Liverpool har én kamp i hånden i forhold til Tottenham resten af sæsonen, men med en øjeblikkelig placering som nummer otte, kræver det for Liverpools vedkommende, at de foruden Tottenham skal gå forbi både Aston Villa, Brighton og Manchester United, hvis de skal snuppe fjerdepladsen.