2 min læsningEkspert skamroser Patrick Mortensen: Han er en talisman for AGF
Patrick Mortensen er Superligaens topscorer, og eksperterne i Viaplay-programmet 'Offside' var mandag aften ikke blege for at rose AGF-angriberen.

Mandag aften kunne AGF’s Patrick Mortensen notere sig for sin 13. scoring i sæsonen.
Den 33-årige angriber er ene om at være Superligaens topscorer efter 23 runder, og præstationen bliver ikke mindre imponerende, hvis man tager AGF’s samlede antal mål med i betragtningen.
‘De hvii’e’ har således blot nettet 27 gange i Superligaen i denne sæson, og Patrick Mortensen står dermed noteret for næsten halvdelen af klubbens mål.
AGF er samtidig blot nummer syv i Superligaen når det kommer til xG (Expected Goals), så det er heller ikke sådan, at Patrick Mortensen spiller på et hold, der skaber chancer konstant.
Men målene kommer alligevel.
– Han er en talisman for AGF. Det kan man ikke komme udenom.
– Jeg synes også, at AGF’s spillestil passer perfekt til Patrick Mortensen – mange indlæg, masser af fart på kanterne, wingbacks og det der med, at han skal være inde i boksen. Det passer ham altså rigtig godt.
– Jeg synes, at han er en leder. Han er et fremragende forbillede for unge fodboldspillere i forhold til, hvordan man kan spille den her 9’er-position, siger Kenneth Emil Petersen i Viaplay-programmet ‘Offside’.

Patrick Mortensens mål mod Randers blev scoret på straffespark, og kampen mellem de to østjyske klubber endte 1-1. Det var samtidig fjerde kamp i streg, at han kom på måltavlen.
AGF’s næste opgave byder på en udekamp mod Viborg FF søndag den 9. april.
Du kan se Kenneth Emil Petersens ros af AGF-angriberen i videoen øverst i artklen.