Lyngby præsenterer underskud på tocifret millionbeløb: Fuldstændig som planlagt
Lyngby Boldklub oplyser torsdag, at man er kommet ud af 2022 med et underskud på 15 millioner kroner - hvilket er helt som forventet.
15 millioner kroner i underskud.
Det er facit efter 2022 i Lyngby Boldklub.
Selvom det umiddelbart tegner et dystert billede af økonomien i en oprykkerklub, der ovenikøbet har direkte kurs mod NordicBet Ligaen igen, så er det ifølge Lyngbys bestyrelsesformand, Tommy Petersen, gået helt efter planen.
– Årsregnskabet er fuldstændig efter den strategi, der er blevet lagt, og både klub samt Friends of Lyngby er helt på linje med årsresultatet.
– Vi har kunne forudse det her forventede minus, men samtidig også, at 2023 bliver et år, hvor der skabes ligevægt i økonomien. Det er helt overordnet en positiv udvikling, som vi er inde i, og vi ser alle meget lyst på fremtiden, siger bestyrelsesformanden om regnskabsåret 2022.
Lyngby-succes blev kickstartet mod Silkeborg: Det var kedeligt at snakke med journalisterneLyngby Boldklub leverede i 2021 et overskud på lige knap 10 millioner kroner.
Derfor skal regnskabsåret 2022 også ses i lyset af, at man grundet overskuddet året forinden tog en beslutning om at bevare truppen og ikke sælge holdets profiler, hvilket ifølge de kongeblå oprykkere var med til at rykke klubben op i Superligaen.
– Årsregnskabet for 2022 er derfor helt i tråd med det forventede resultat, og allerede nu forventes det, at forretningen i 2023 går i nul, skriver Lyngby Boldklub på sin hjemmeside.
Lyngby tager hul på nedrykningsspillet søndag klokken 14.00, når Silkeborg IF kigger forbi.