Hoff Thorup har opskriften klar: Sådan sejrer FC Nordsjælland mod Viborg
FC Nordsjælland-cheftræner Johannes Hoff Thorup fremhæver tre vigtige punkter, der skal sikre klubben sejren i topopgøret mod Viborg FF.
FC Nordsjælland er fortsat at finde i den absolutte top af Superligaen.
39 point er det blevet til i de 20 første spillerunder. Det rækker til en førsteplads i ligaen med en margin på tre point ned til de nærmeste forfølgere fra F.C. København og Viborg FF.
Og netop Viborg er modstanderen i 21. spillerunde, hvor FC Nordsjælland tager den lange rejse til det jyske. Et vigtigt opgør om at fastholde førerpositionen i ligaen. Og FCN-cheftræner Johannes Hoff Thorup har opskriften på sejr mod Viborg klar.
På klubbens hjemmeside fremhæver Hoff Thorup tre vigtige punkter, der skal være med til at sikre en sejr søndag eftermiddag.
Første punkt på dagsordenen er presspillet:
– Vi skal være fuldstændig afklaret med, hvordan vi presser dem, og hvornår vi presser dem. Så det er en accept af, at de gerne må have bolden på nogle områder af banen, mens vi skal presse dem på andre, indleder Hoff Thorup, inden han går videre til næste punkt på dagsordenen, boldbesiddelsen.
– Vi vil gerne styre kampen med bolden så meget som muligt. Det lykkedes i store dele af kampen mod Silkeborg. Det er der, vi synes, at vi er bedst, og det er der, vi er mest i kontrol af kampen. Så det bliver også vigtigt.
Sidste punkt, der bliver vigtigt, hvis FC Nordsjælland skal trække sig sejrrigt ud af opgøret mod Viborg FF er ifølge Johannes Hoff Thorup dødbolde.
– Vi så i hjemmekampen mod OB, at vi var stærke på standardsituationer. Det kan også være med til at give os noget ekstra luft, hvis vi scorer på nogle af dem, og mod Silkeborg så vi, at vi ikke var skarpe nok dér. Så vi skal tilbage til skarpheden fra OB-kampen, for det er et element, hvor vi er blevet meget dygtigere.
FC Nordsjællands pokalkvartfinale mod Brøndby-bødler rykkesTopkampen mellem Viborg FF og FC Nordsjælland fløjtes op søndag klokken 14:00. Kampen kan følges direkte på Canal 9 og Discovery+.