Officielt: Kehinde stopper i Randers FC
Randers FC mister til sommer offensivprofilen Tosin Kehinde. Det bekræfter klubben selv tirsdag.
Manglende afklaring om fremtiden har holdt ham ude af truppen til forårets første to kampe.
Nu er der kommet en afklaring på Tosin Kehindes ophold i Randers FC, og selvom det med Randers-briller er en ærgerlig afklaring, så er der nu mulighed for, at han kan blive en del af Randers FC-truppen til søndagens kamp mod Viborg.
– Vi er glade for at have fået en afklaring angående Tosin, også selvom vi havde håbet på, at vi kunne blive enige om en ny aftale. Det har været et specielt forløb, for vi havde næsten solgt ham for et par uger siden, men så kom jordskælvet i Tyrkiet og satte en stopper for det.
– Nu ender han så med at smutte transferfrit til sommer i stedet, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men vi synes, at han i sin tid i klubben virkelig har fået sat et aftryk og har haft en stor andel i den succes, vi har haft, siger sportsdirektør Søren Pedersen.
Medie: Randers-profil har klubskifte på pladsNu er det op til cheftræner Thomas Thomasberg og resten af trænerstaben, om der skal lægges yderligere på de 115 kampe, som Tosin Kehinde i øjeblikket står noteret for i den lyseblå Randers-trikot.
– Det er helt op til trænerteamet at beslutte, om de vil bruge hans kvaliteter i den kommende tid. Hvis de vurderer, at de har større chance for at vinde med Tosin på holdet, så synes jeg, at de skal bruge ham. Men det er helt op til dem at vurdere ud fra, hvordan han træner, og hvordan han har det, siger Søren Pedersen.
Nigerianske Kehinde var i starten af februar snublende tæt på et skifte til tyrkiske Hatayspor, men den tyrkiske Süper Lig-klub, der har hjemme i byen Antiokia, ligger i en af de tyrkiske provinser, der har været hårdest ramt af jordskælvet tidligere på måneden.
Klubben er en af to tyrkiske klubber, der har trukket sig fra den bedste tyrkiske liga som følge af katastrofen.
Randers FC hentede Tosin Kehinde i 2019 i portugisiske Feirense, som bare et år tidligere havde hentet ham til den iberiske halvø fra akademiet i Manchester United.