Patrick Mortensen revser dommeren: Havde det været alle andre end Nicolai Poulsen, var der gult kort
Patrick Mortensen langer i dén grad ud efter dommeren, efter Nicolai Poulsen blev sparket i hovedet af Evander, uden at det udløste en advarsel til FCM-spilleren.
Der er nok at skrive om efter kampen mellem AGF og FC Midtjylland på Ceres Park søndag.
Her vandt FC Midtjylland 1-0 på en sen scoring af Anders Dreyer, mens Frederik Tingager blev sendt tidligt i bad efter 28 minutter.
Dermed har AGF tabt fem ud af de seneste seks kampe i Superligaen.
Alligevel er det hverken AGF’s stime, det røde kort eller kampens resultat, som får AGF-angriber Patrick Mortensen op i det røde felt efter kampen.
Det er i stedet en episode sidst i første halvleg, hvor Nicolai Poulsen bliver sparket i hovedet af FC Midtjyllands Evander.
TV-billederne viser, at der var tydelig kontakt, og efter kampen kunne man da også fortsat se, hvor Nicolai Poulsen var blevet ramt af den brasilianske fod. Alligevel udløste episoden ikke et gult kort til Evander.
Patrick Mortensen føler sig overbevist om, at den eneste grund til, at der ikke blev uddelt et gult kort til Evander i situationen er, at det var Nicolai Poulsen, der blev ramt.
– Jeg føler, at hvis det havde været en hvilken som helst anden, der var blevet sparket i hovedet og lå der, så er jeg ikke i tvivl om, at det havde været et gult kort (til Evander, red.), siger AGF-angriberen til Viaplay og fortsætter:
– Det er ubegribeligt, at Nicolai ligger på banen, og man kan tydeligt se, at han har et mærke i hovedet, men Krogh (dommeren, red.) havde taget sin beslutning inden, og det forstår jeg ingenting af.
– Jeg tror, desværre, at Nicolais ry hvert fald ikke kommer ham til gode der. Jeg synes, det er pisseringe. Det er jo en enkelt situation, men det kunne jo blive kampafgørende.
Udvist Tingager efter nederlag: Jeg snitter hamPatrick Mortensen er dog ikke interesseret i at bruge det manglende gule kort som en undskyldning for det knebne nederlag.
– Jeg vil bare gerne pointere, at jeg synes, det er for dårligt. Det er simpelthen for dårligt. Det kan godt være, det er kontroversielt at sige, men hvis jeg havde ligget der og var blevet sparket i hovedet, så er jeg ikke i tvivl om, at Evander havde fået gult kort.
Highlights: FCM og drilske Dreyer straffede hårdtkæmpende AGFAGF indtager trods nederlaget fortsat sjettepladsen i Superligaen.
Aarhus-klubben skal næste gang i aktion i midtugen, hvor AB venter i Pokalen. Næste opgave i Superligaen lyder på en udebanekamp mod FC Nordsjælland.
Du kan se interviewet med Patrick Mortensen øverst i artiklen.