Brøndby-chef om Wass: Vi har længe været i dialog
Der er gået længere tids snak bag ved Daniel Wass' retur til Brøndby, fortæller klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen.
Daniel Wass’ skifte til Brøndby er ikke kommet i stand indenfor kort tid.
Tværtimod har der ifølge klubbens fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, længe været dialog mellem landsholdsspilleren og Brøndby.
Og nu var timingen den rette for en retur til Brøndby IF, forklarer han til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter reklamen
– Vi er rigtig glade for at kunne byde Daniel velkommen hjem til Brøndby IF efter mange år i udlandet. Vi har længe været i dialog med Daniel om muligheden, og vi har været enige om, at når timingen var den rigtige, så ville både Daniel og Brøndby IF være klar, siger Carsten V. Jensen.
Wass om Brøndby-retur: Kun én klub i DanmarkBrøndbys fodbolddirektør har de store roser til overs for klubbens nye spiller. Men der er også plads til intern ros i klubben.
– Daniel er en topspiller og hans kvaliteter taler for sig selv, og vi har hele tiden vidst, at det ville være en kæmpe tilføjelse til Brøndby IF at få Daniel hjem. Derfor er det kun på sin plads at takke Daniel selv for at være med til at sikre, at det kunne lykkedes, ligesom vi også bør takke Jan for en stor indsats, og for at holde linjen til Daniel varm. Begge to har et stort hjerte for Brøndby, og det er vi alle meget taknemmelige for, når vi i dag kan sige velkommen hjem til Daniel.
Daniel Wass har skrevet under på en tre-årig aftale med Brøndby IF og tager allerede fredag eftermiddag hul på sin nye tid tilbage i klubben, som han i 2012 forlod til fordel for portugisiske Benfica, da han træner med sammen med resten af superligatruppen.
Brøndby IF møder søndag OB hjemme på Brøndby Stadion, hvilket kan give mulighed for et hurtigt comeback i den gule trøje for Daniel Wass. Kampen går i gang klokken 18.00, og du kan se den på 3+ og Viaplay.