3 min læsningBrøndby og F.C. København er enige: Fans skal tænke sig om

Brøndby IF og F.C. København opfordrer i fælles udmelding til, at fans fra begge klubber tænker over deres adfærd til søndagens derby.

3 min læsning
Brøndby IF, F.C: København, BIF, FCK, derby, Brøndby og FCK melder ud til fans.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– Brøndby IF og FC København opfordrer i fælles udmelding til, at fans fra begge klubber tænker over deres adfærd til søndagens derby. Det sker for at sikre, at der også i fremtiden kan være fans fra begge klubber på tribunerne, uanset om der bliver spillet i Parken eller på Brøndby Stadion.

Således lyder budskabet fra F.C. København og Brøndby IF, der begge klokken 10.00 søndag har delt ovenstående på klubbernes hjemmesider.

Årsagen er, at de to seneste derbykampe mellem ærkerivalerne er blevet spillet uden udefans, på politiets opfordring, grundet tilskuerproblemer i forbindelse med tidligere kampe. Derfor opfordrer begge klubber nu til, at fansene tænker over deres adfærd:

– Derby på Brøndby Stadion og i Parken er det bedste, man kan få i Danmark rent stemningsmæssigt. Det skyldes to store, kreative og rivaliserende fangrupper, der over mange år har gjort de kampe til noget helt specielt.

– Men bliver der problemer, så kan vi risikere at miste en vigtig del fremover, nemlig fans fra begge hold. Det ville være trist for alle, så vores opfordring er, at alle på stadion giver den gas med sang, store følelser og stemning, men afstår fra alle former for vold og aggression. Der er intet fællesskab over den slags opførsel, og der findes ingen undskyldninger, der godtgør, at man tyer til vold i forbindelse med fodboldkampe.

– Støt i stedet dit hold sammen med dine medfans og vær med til at skabe endnu et fantastisk derby, lyder den klare opfordring fra Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF.

Niels Frederiksen inden derby: Sådan skal vi håndtere Daramy

Også i FCK-lejren er beskeden klar:

– For os er den her kamp den største. Vi elsker rivaliseringen og stemningen, der følger med, og vi tror, at alle har derby-minder, der er med til at gøre kampen til noget særligt. Her er fans fra begge klubber på stadion en afgørende faktor, og vi har savnet det meget i de to seneste kampe.

– Den situation ønsker ingen, at vi ender i igen. Så selvom vi ved, at 99 procent af alle FCK- og Brøndbyfans ikke gør noget forkert, så er alle former for vold komplet uacceptabelt, og vi opfordrer utvetydigt til, at alle tænker sig om før, under og efter kampen, så vi ikke får voldelige episoder, der sætter muligheden for at følge sit hold på udebane til derby på spil fremover, siger Jacob Lauesen, direktør i F.C. København.

Søndagens derby er nummer 100 af slagsen mellem F.C. København og Brøndby IF, og opgøret bliver fløjtet i gang i Parken klokken 16.00.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer