Premier League

Arteta med imponerende statistik efter sejr i åbningskamp: Kun overgået af Wenger

Fremtiden ser lovende ud i Arsenal, hvor klubbens manager, Mikel Arteta, efter fredagens sejr kun er overgået af klublegenden Arséne Wenger.

Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Arsenal har gjort rent bord i samtlige kampe, siden spillerne mødte ind efter sommerferien.

Fredag tog de så hul på Premier League, hvor en udekamp mod Crystal Palace blev sæsonåbneren for 2022/2023-udgaven af den bedste engelske række.

Her fortsatte ‘The gunners’ med de gode takter, og ved slutfløjt kunne Arsenal rejse hjem med en 0-2-sejr i bagagen.

Dermed indtager Arsenal aktuelt førstepladsen i Premier League, hvor ingen andre klubber end dem og Crystal Palace endnu har været i aktion.

Førstepladsen er dog ikke det eneste, som klubbens fans har at juble over.

Således var fredagens sejr nemlig nummer 50 af slagsen for klubbens spanske manager, Mikel Arteta. Og det er ganske specielt.

Mikel Arteta skulle bruge 98 kampe i spidsen for Arsenal, inden sejr nummer 50 kom i hus. Og selvom det ikke nødvendigvis lyder voldsomt imponerende, så er det faktisk ganske godt gået i Arsenal-regi.

Her er det nemlig kun klublegenden Arséne Wenger, der har opnået 50 sejre som manager for klubben hurtigere. Franskmanden brugte 94 kampe i sin tid.

Highlights: Arsenal åbner Premier League med sejr over Crystal Palace

Arséne Wenger opnåede store resultater med Arsenal, hvor han var fra 1996 til 2018. Blandt andet blev han den første udenlandske manager til at vinde ‘The double’, ligesom han førte Arsenal til Premier League-trofæet uden at indkassere et eneste nederlag i sæsonen 2003/2004.

Om Mikel Arteta kan føre klubben tilbage til samme højder, må tiden vise.

Den spanske manager har stået i spidsen for klubben siden 2019. Som spiller nåede han 150 kampe for Arsenal.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P