Premier League

Holdkammerat nyder at spille med Eriksen: Ham kommer I til at se mere til

Til trods for et snævert nederlag i lørdagens testkamp mod Atletico Madrid, er Anthony Elanga ikke bleg for at rose Christian Eriksen.

Anthony Elanga, Christian Eriksen, Manchester United.
Foto: Stian Lysberg Solum/AFP/Ritzau Scanpix

Det blev til et 1-0-nederlag for Manchester United, da de lørdag tørnede sammen med Atletico Madrid i en testkamp i den norske nationalarena, Ullevaal Stadion.

Her var det en særdeles fysisk og hårdtspillet affære, kampens vigtighed – eller mangel på samme – taget i betragtning.

Selvom kampen i sig selv var underholdende nok, steg seværdigheden lige med et par procenter midt i anden halvleg.

Efter 68 minutter fik de mange fremmødte nordmænd således gjort det klart, at Christian Eriksen er en populær skikkelse i Manchester United – hvert fald hos det norske segment af klubbens fans.

Til stor jubel fra lægterne ved indskiftningen, og de efterfølgende boldberøringer fra danskeren, fik Christian Eriksen i løbet af ganske få minutter sat Manchester United op til flere store chancer.

Det mundede dog ikke ud i mål, og endte i stedet med et knebent nederlag i Christian Eriksens uofficielle debut for ‘de røde djævle’.

Efter kampen er Christian Eriksens nye holdkammerat, Anthony Elanga, som formentlig kommer til at nyde godt af danskerens egenskaber, meget positiv overfor sin kollega på midtbanen – nederlaget til trods.

– Med de små berøringerne og den måde, han scanner banen på til træning, er det tydeligt, at han er en topspiller at arbejde sammen med. Man kan se, at han er virkelig god at spille sammen med, lyder det fra United-angriberen til klubbens egen TV-kanal og hjemmeside.

Selvom det kun blev til lidt mere end 20 minutter i lørdagens kamp, er Anthony Elanga ikke i tvivl om, at der er mere i vente for Christian Eriksen:

– Man kan se hans kvaliteter på banen, og jeg er sikker på, at fansene kommer til at se mere og mere til ham.

Eriksen indskiftet mod Atletico Madrid: Fans var ellevilde

Manchester United spiller sin sidste testkamp denne sommer allerede i morgen søndag, inden Christian Eriksen og co. tager hul på Premier League en uge senere søndag den 7. august hjemme mod Brighton.

I videoen øverst i artiklen, kan du se modtagelsen af Christian Eriksen på Ullevaal Stadion i lørdagens kamp.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P