
Bo Henriksen ikke tilfreds efter premiere: Det er rigtig, rigtig, rigtig dårligt forsvarsspil
FC Midtjylland-cheftræner Bo Henriksen var utilfreds med en enkelt sekvens i aftenens sæsonpremiere, der ellers bød på flot spil fra holdets side.

FC Midtjylland tog fredag aften imod Randers FC i sæsonpremieren på MCH Arena. Her var midtjyderne dominerende i store dele af kampen.
Alligevel lykkedes det Randers at tage et enkelt point med hjem til Kronjylland, da debutanten Adam Andersson tordnede bolden op i hjørnet efter en dødbold efter en times spil.
Det ærgrer cheftræner Bo Henriksen, at sæsonpremieren ikke blev til tre point.
– Vi gør alt, hvad vi gerne vil. Vi skaber massevis af chancer og holder dem fra chancer. Vi blunder i ti sekunder og bliver straffet hårdt. Vi skal vinde den her kamp ni ud af ti gange, siger FCM-chefen efter sæsonpremieren.

De ti sekunder, som Bo Henriksen taler om, er i forbindelse med udligningen til 1-1. Et frispark blev kun halvclearet af det midtjyske forsvar, hvorefter Adam Andersson pludselig stod med meget plads midt i FCM-feltet.
– Vi snakkede faktisk om det i går til dødboldstræning, at vi stod for langt tilbage. Det koster os de to point i dag. Det er selvfølgelig godt sparket ind, men når det er sagt, så skal vi forhindre det meget tidligere, siger Bo Henriksen og uddyber.

– Vi skal hjem og se, hvordan vi kan gøre det bedre, for det er rigtig, rigtig, rigtig dårligt forsvarsspil, siger FCM-træneren til TV3 Sport – hele interviewet kan ses i toppen af artiklen.
FC Midtjylland skal i næste runde igen spille fredagskamp. Om en uge er det sidste sæsons solstrålehistorie fra Silkeborg, der gæster MCH Arena.