
Barca-præsident: Vi har budt på Lewandowski
FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, afslører nu, at klubben har budt på FC Bayern Münchens stjerneangriber Robert Lewandowski.

Torsdag blev Andreas Christensen præsenteret i FC Barcelona. Danskeren kan måske snart få følgeskab af Bayern Münchens farlige angriber Robert Lewandowski.
Den catalanske storklub skulle nemlig ifølge præsident Joan Laporta have budt på stjerneangriberen. Det skriver BBC.
Den 33-årige polak har længe været rygtet til FC Barcelona, og nu puster FC Barcelonas præsident altså til selvsamme rygter.
– Vi har givet et bud på spilleren (Lewandowski, red.). Vi venter på svaret. Vi må se, om det er positivt, siger Joan Laporta.
Joan Laporta kommer ikke ind på detaljerne omkring budet på Robert Lewandowski, men ifølge BBC er det blevet rapporteret, at FC Barcelona har budt 33,8 millioner pund (knap 300 millioner kroner, red.) samt en bonus på 4,2 millioner pund (godt og vel 37 millioner kroner, red.).

Robert Lewandowski har et år tilbage af sin kontrakt med FC Bayern München, som han har scoret svimlende 344 mål for i sine 375 kampe for den sydtyske storklub.