3F Superligaen

AGF-profil sammenligner ‘ny AGF-stil’ med tophold i Superligaen: Der er sket meget

Mikael Anderson har tilsluttet sig resten af AGF-truppen efter en særdeles kort sommerferie - her har han hurtigt noteret sig, at det ikke er helt det samme AGF, som inden sommerpausen.

Mikael Anderson, AGF, Uwe Rösler, Superligaen.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

– Det er godt at være tilbage, lød det med et glimt i øjet.

Det var en træt Mikael Anderson, der kom haltende hen til interviewet efter onsdagens formiddagstræning i AGF.

Mens de fleste øvrige AGF-spillere havde første træning torsdag for næsten en uge siden, var det Mikael Andersons første efter en yderst beskeden sommerferie. Han har nemlig tilbragt tre uger på landsholdstjeneste med det islandske landshold.

– Landsholdet er altid en ære, og det var ingen undtagelse denne gang. Det var dejligt at få lidt spilletid – det er ikke altid, at jeg får det, når jeg er med landsholdet. Det var dejligt, men det var en rigtig lang tur. Tre uger, tror jeg, så til sidst ville man gerne hjem. Det var super fint lige at holde sig lidt i gang, og samtidig komme ind i et nyt miljø, efter den sæson vi havde i AGF, fortæller Mikael Anderson til campo.dk.

Den dynamiske midtbaneprofil landede i København forrige onsdag efter at have været afsted med det islandske landshold, og dermed blev det kun til en uges ferie i denne omgang.

– Det er okay. Efter den sæson vi har haft, havde jeg selvfølgelig brug for ferie, men en uge er rigeligt til at få koblet fra og glemme den forgangne sæson – og være frisk nok til at starte en ny. Selvfølgelig vil man gerne have en længere ferie, men det er klart, at med en ny træner, så vil man også gerne vise sig frem, og det har jeg også prioriteret.

Mikael Anderson kunne altså godt have fået lov til at strække ferien lidt længere, men fik nu i stedet taget hul på preseason, hvor han mødte klubbens nye cheftræner, Uwe Rösler, for første gang.

– Jeg har kun haft denne her ene træning sammen med ham, men mit indtryk er rigtig positivt. Det er højintenst, højt pres, mange sprint og det er et aggressivt AGF, han gerne vil se. Jeg synes egentlig, at det passer os rigtig fint, og jeg glæder mig bare til at se det ude på den store bane, om vi kan gøre det dér. For alt det, vi har set på video og arbejdet på til træning i dag, gjorde mig virkelig fortrøstningsfuld. Det er en spændende tid, vi går i møde. Jeg glæder mig bare til at komme i gang.

Den nye stil i AGF vækker minder for Mikael Anderson, og derfor tror han også, at den ikke kun passer godt til AGF som helhed, men også til ham personligt.

Hvis du downloader vores app, får du alle vores unikke superliganyheder direkte på mobilen! 👇🏼

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

– Jeg tror, at det passer mig rigtig fint, at vi kommer lidt ud over stepperne og at det bliver lidt mere vildt i stedet for passivt. Jeg kan bedste lide, at vi kommer derudad og bliver aggressive og tænker fremad. Det, tror jeg, klæder mig sindssygt godt, og det er også det, jeg var vant til i Midtjylland. Det var et lidt mere aggressivt udtryk og ud over stepperne, og det virker til, at det bliver noget af det samme her.

Det er dog ikke kun det høje pres og de intense løb på træningsbanen, der føles anderledes i AGF denne opstart. Det er også måden, tingene bliver gjort på.

– Det føles som om, der er sket mange ting. Det er blevet lidt mere struktureret og professionelt på nogle områder, vil jeg sige. Så det er skønt at være tilbage, og det ser ud til at blive en hård opstart – hvert fald hvis man bruger dagens træning som et udgangspunkt.

Også stemningen i truppen har ændret sig, siden Mikael Anderson drog på landsholdstjeneste i slutningen af maj.

– Man kan selvfølgelig godt mærke, at spillerne gerne vil vise sig frem. Spillerne går virkelig all in for at bevise, at de fortjener en chance og fortjener at spille. Så det er faktisk bare et sindssygt godt miljø, vi har lige nu. Folk virker parate til at give alt hvad de har, og så må den bedste mand spille. Det har vi haft brug for, og jeg er meget positiv omkring det projekt her. Stemningen er rigtig god. Folk tror på det projekt, som Uwe har sat i gang.

Medie: AGF afviser bud på profil – vil have dobbelt så meget!

Det nye spillestil matcher klubben, der er konkurrence blandt spillerne, der er kommet mere struktur og tilgangen virker mere professionel i AGF – men hvor langt tror han så, at ‘de hviie’ kan drive det i den kommende sæson?

– Jeg kommer ikke til at stå og sige, hvad vores målsætning er. Det må cheferne stå og fortælle. Men jeg tror, at vi skal til at vinde nogle fodboldkampe. Vi skal til at vænne os til at vinde igen, for det er ved at være lang tid siden. Vi skal ikke tage den dårlige sæson med ind i den nye. Vi skal have startet godt og komme med et positivt udtryk, så både spillere, ledere og fans får en tro på det her projekt.

Lige netop vigtigheden af at komme godt fra start, kan Mikael Anderson nærmest ikke understrege nok. Og selvom man så kunne tænke, at en udekamp mod Brøndby næppe er den nemmeste at skulle lægge fra land med, så passer det faktisk AGF-profilen ganske godt.

– Det er super vigtigt at komme godt fra start, og nu har vi en kamp i Brøndby som den første, som selvfølgelig er svær på papiret, men som er en rigtig fed kamp at starte på. Du finder næppe en bedre udekamp i Danmark end på Brøndby Stadion, hvor der er en masse tilskuere og forhåbentlig en masse AGF-fans. En god start er vigtig, men vi skal bare vinde en masse fodboldkampe, og så må vi se, hvor vi ligger i tabellen. Men selvfølgelig tror vi på, at vi nok skal få en god sæson.

Og når ja, så var der jo lige det med, at han kom haltende hen til interviewet.

– Jeg vil jo gerne være de slag foruden, men det er jo en del af det, og det er jo heldigvis kun en slagskade, så man kan godt spille på det. Det er ikke så alvorligt igen, og jeg er klar igen i morgen. Der er ingen grund til bekymring. Der en kamp på lørdag, hvor jeg forhåbentlig kan være med, lyder det fra Mikael Anderson.

Kampen lørdag er AGF’s første træningskamp forud for den kommende sæson, og dermed Uwe Röslers første kamp som AGF-træner. Her lyder modstanderen på AaB.

AGF tager hul på Superligaen den 17. juli ude mod Brøndby klokken 18.00.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P