2 min læsningSviatchenko om guldkampen anno 22/23: Dette er det realistiske scenarie

Erik Sviatchenko sætter ord på den kommende sæson, hvor han forventer et helt bestemt scenarie i kampen om DM-guldet.

2 min læsning
Erik Sviatchenko
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland sparker den kommende sæson i gang med åbningskampen i Superligaen, når Randers FC fredag den 15. juli gæster MCH Arena.

Her skal de midtjyske ulve fra Heden forsøge at gøre det, som de ikke lykkedes med i den forgangne sæson; nemlig at vinde det danske mesterskab, som F.C. København løb med – blot med tre point mere end FC Midtjylland.

Derfor er det en sulten og fokuseret anfører Erik Sviatchenko, der sammen med resten af truppen har taget hul på forberedelserne til den kommende sæson, hvor han forudser et bestemt scenarie til at udspille sig i toppen af rækken.

– Det realistiske scenarie er jo, at det bliver FC Midtjylland og F.C. København igen, og så synes jeg, at der altid er en mulighed for, at der er nogle, der popper op, indleder Erik Sviatchenko til campo.dk og fortsætter:

– Det kan være Brøndby. Jeg synes, at AaB havde en flot sæson også. Randers er også en ubekendt i den forstand og så er der altid et hold, der overpræsterer. Sandsynligvis bliver det nok de samme duellanter, men det kunne da være sjovt, hvis der er endnu mere spænding omkring det, lyder det endvidere fra FC Midtjylland-anføreren, der dog slår en ting fast:

– Missionen er jo, som den har været det i de sidste mange år, at vi skal op og vinde. Det var tæt på. Det glippede, og nu står vi igen på tærsklen til endnu en lang sæson, hvor vi kommer til at kæmpe, siger Sviatchenko.

Du kan se interviewbiddet med Erik Sviatchenko øverst i denne artikel.

Se listen: Sommerens til- og afgange i Superligaen

I den kommende tid kan du på campo.dk se, høre og læse et længere interview med FC Midtjylland-kaptajnen, hvor han sætter ord på sine tanker omkring situationen i Ukraine i dag.

Som søn af to ukrainske forældre har Erik Sviatchenko nemlig meget på hjertet, når det kommer til den russiske invasion af Ukraine, hvor han fortsat har nær familie bosiddende i landet.

Timeline

Notifications

Notifikationer