Hotte Haaland – hvad siger holdkammeraterne om ham?
Erling Haaland har været et af denne uges helt store emner i fodboldverden, efter han mandag blev officielt præsenteret i Manchester City.
Den 13. juni blev Erling Haaland langt om længe præsenteret som ny spiller i Manchester City, og dagene efter har budt på adskillige nyheder og historier om det norske stjerneskud.
Manchester City har naturligvis også bemærket den enorme interesse for klubbens nyeste stjerne, og har i den anledning samlet en række citater fra Haalands tidligere trænere og holdkammerater, hvor de beskriver nordmanden.
Marco Reus (marts, 2021) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Han er unik. Han er stadig meget ung. Han har udviklet sig enormt over de sidste seks til ni måneder. Han er blevet virkelig god med bolden ved fødderne og en modstander i ryggen. Sådan var det ikke, da han først kom til Dortmund, men hans præstationer og mål giver ham en utrolig styrke, som hjælper os.
Jude Bellingham (maj, 2022) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Han er en utrolig spiller og en utrolig fyr. Det er dét, jeg kommer til at savne mest. Han er en virkelig god karakter. Jeg synes, at Manchester City er virkelig heldige med at få sådan en spiller.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Lucian Favre (januar, 2022) – tidligere cheftræner i Borussia Dortmund:
– Han har sådan en kraft, at når han går dybt mellem de to centrale midtstoppere, kan man ikke stoppe ham. Han er virkelig kommet langt; han arbejder hårdt og har en stærk mentalitet, og han vil altid vinde. Det har været en sand fornøjelse at arbejde med ham.
Giovanni Reyna (marts, 2022) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Han bringer så meget. Han holder modstanderens forsvar på tæerne hele kampen.
Han bliver ved med at forbedre sig. Det er svært at sige, hvor langt han kan drive det. Han kan blive utrolig, han kan blive fantastisk – eller, det er han allerede. Han har virkelig potentialet til at blive en af de bedste nogensinde.
Axel Witsel (februar, 2020) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Haaland skal ikke bruge mange chancer for at score. Han er en dræber.
Marco Rose (maj, 2022) – tidligere cheftræner i RB Salzburg og Borussia Dortmund:
– Erling Haaland er en raket. Det overrasker mig ikke, at vi var så succesfulde med ham i Salzburg, med den måde han leverede på og håndterede modgang – det var ekstraordinært.
Hav gav os mål og energi, og han er en spiller som altid vil vinde. Jeg tror, at han kan blive endnu bedre.
Emre Can (juli, 2020) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Erling har alt det, en mageløs angriber skal have. Han er utrolig hurtig, er stor, er god i luften, har et godt spark og han ved, hvor målet står. Han er også ekstremt moden for sin alder.
Erling lever på en virkelig professionel måde. Hvis han fortsætter sådan, så har han en kæmpe karriere foran sig.
Jadon Sancho (februar, 2020) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Han er en vild målscorer. Han scorer fra alle vinkler og positioner, og det er altid godt at have den slags angriber. At spille bag ham og med ham er en god følelse, især til træning, fordi vi arbejder på en masse ting såsom et-to.
Ståle Solbakken (juni, 2022) – norsk landstræner:
– Han er nok først og fremmest en leder, fordi han er så god en fodboldspiller. Derudover har han en status, som alle på kloden ser op til, og det hjælper. Han er en god holdspiller.
Dominik Szoboszlai (september, 2021) – tidligere holdkammerat i RB Salzburg:
– Da Erling kom til klubben, var han den eneste nye spiller den sommer. Alle andre kender hinanden. Jeg prøvede at forestille mig selv i samme situation, så jeg var meget åben overfor ham og hjalp ham alt det, han havde brug for.
Vi blev gode venner, og jeg hjalp ham med at lære resten af holdet at kende. Til gengæld hjalp han mig med mit engelsk, så vi hjalp begge to hinanden.
Enock Mwepu (maj, 2022) – tidligere holdkammerat i RB Salzburg:
– Jeg tror, at det kommer til at blive interessant at møde en tidligere holdkammerat, som du har været vant til at spille sammen med, men som du nu står overfor.
Premier League er virkelig hård, men hvis man kigger på det han har gjort i Champions League og Bundesligaen, så har han været fænomenal.
Patson Daka (juni, 2020) – tidligere holdkammerat i RB Salzburg:
– Der var altid en form for konkurrence mellem os to, hvor vi ville forbedre hinanden.
Mats Hummels (juni, 2020) – tidligere holdkammerat i Borussia Dortmund:
– Når man ser, hvor hårdt han arbejder hver dag, så er der en stor chance for, at han kommer til at fortsætte i samme spor. Hans arbejdsmoral er helt ekstraordinær for hans alder.
Martin Ødegaard (april, 2022) – holdkammerat på det norske landshold:
– Han er en sjov fyr, og han er en af mine gode venner og en utrolig spiller. Han er et bæst. Han er stærk, han er hurtig og jeg mener, at han har hele pakken.