Medie: Barca afviser kæmpe United-bud
FC Barcelona er i en økonomisk penibel situation. Alligevel har catalanerne angiveligt takket nej til mere end 500 millioner kroner.
Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at FC Barcelona døjer med økonomien. Ved vinterens indkøb af Ferran Torres, tog det knap en måned at registrere spanieren.
Det rygtes, at det samme er tilfældet med Andreas Christensen og Franck Kessie i øjeblikket.
Alligevel melder The Guardian, at FC Barcelona netop har afvist et monsterbud fra Manchester United.
Ifølge den engelske avis er det et beløb, der inklusive diverse klausuler løber op på 70 millioner euro eller mere end 500 millioner danske kroner.
Erik ten Hag er angiveligt overbevist om, at han skal have Frenkie de Jong, men de to klubber er endnu ikke i nærheden af hinanden.
Ifølge The Guardian kræver FC Barcelona 85 millioner euro, der svarer til mere end 600 millioner danske kroner.
De Jongs far afslører: De fem største klubber har budt på FrenkieTidligere har de Jong udtalt, at han ikke ønsker at forlade Barca, men på grund af den trængte økonomiske situation i Catalonien, kan den 25-årige hollænder ende med at forlade Camp Nou alligevel.
Erik ten Hag og Frenkie de Jong arbejdede sammen i halvandet år i Ajax.