Udskældt Zidane-statue får alligevel en plads ved VM i Qatar
En Zinedine Zidane-statue blev lagt for had og fjernet, da den opfordrede til vold og idolisering. Nu får den alligevel lov at stå fremme til VM i Qatar.

VM i Qatar har på forhånd trukket mange overskrifter. Ikke blot på grund af menneskerettigheder, men også på baggrund af en Zinedine Zidane-statue.
Statuen af den franske legende blev i 2013 fjernet fra udstillingen hos Qatar Museums få dage efter præsentationen, da flere fandt den problematisk. Nu er den på vej tilbage.

Statuen, der er en gengivelse af skallen mod Marco Materazzi fra VM-finalen i 2006, blev udskældt af den konservative befolkning. Den blev af flere kritiseret for at opfordre til heltedyrkelse og for opfordring til vold.
Den fem meter høje bronze-statue bliver genrejst og skal fremover stå i et nyt sportsmuseum i Qatar’s hovedstad, Doha.
- Alle samfund udvikler sig. Det tager tid, og folk kritiserer måske noget i starten. Senere forstår de det og vænner sig til det, siger Sheikha al-Mayassa al-Thani, der er bestyrelsesmedlem i Qatar Museums til ESPN.a
Al-Thani understreger, at udstillingen skal rette fokus mod atleters stress, og den vigtige opgave det er, at arbejde med mentale helbredsudfordringer.

- Zidane er en god ven af Qatar. Han er en fantastisk rollemodel for den arabiske verden, slutter al-Thani.
VM i Qatar løber af stablen fra den 21. november til finalen 18. december. Danmark åbner sin deltagelse 22. november mod Tunesien, hvor flere superligaprofiler står klar.













