Inter i finalen efter sejr i ‘Derby della Madonnina’
Inter spillede sig tirsdag aften i finalen i den italienske pokalturnering, efter en sejr over ærkerivalerne fra A.C. Milan.
Der var umiddelbart lagt op til en tæt og intens affære, da Serie A’s to tophold, Inter og A.C. Milan, tørnede sammen i semifinalen i den italienske pokalturnering.
Her kom Inter til kampen med en 2-0-sejr i bagagen fra det første semifinaleopgør, og tirsdag aften kunne de så cementere finalepladsen med en 3-0-sejr over ærkerivalerne. Dermed vandt de 5-0 samlet over de to semifinaler.
A.C. Milan var selvsagt presset til at satse offensivt fra start, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at hente to mål på Inter.
Det var dog Inter, der lagde klart bedst fra land. Der var således ikke spillet mere end fire minutter, inden Lautaro Martinez bragte ‘hjemmeholdet’ i front på San Siro.
Det var egentlig A.C. Milan, der sad mest på spillet og havde flest afslutninger mod mål, men alligevel kom Inter på 2-0 fem minutter før pausen. Endnu en gang var det Lautaro Martinez, der sendte bolden i mål.
Efter 20 minutter af anden halvleg fik A.C. Milan så reduceret, men efter VAR-tjek blev mål annulleret.
Som minutterne gik, blev det mere og mere sikkert, hvem af de to Milano-klubber, der kunne se frem til en finaleplads.
Efter 82 minutter lukkede og slukkede Inter så, da Robin Gosens gjorde det til 3-0.
Dermed vandt Inter ‘Derby della Madonnina’ for anden gang i streg, og med en samlet sejr på 5-0 er de nu klar til finalen i den italienske pokalfinale.