Grim skade kan holde Barca-profil ude resten af sæsonen
Der bliver næppe mere fodbold på denne side af sommerferien for FC Barcelonas Pedri, der i torsdagens Europa League-nederlag mod Frankfurt måtte udgå med en baglårsskade.
Han kom tilbage fra en baglårsskade i januar, men nu har han pådraget sig en ny.
Den 19-årige FC Barcelona-spiller Pedri har allerede etableret sig som en profil for den spanske storklub, og derfor er det også bekymrende for klubben, at de nu igen må undvære teenageren.
I torsdagens Europa League-kamp mod Eintracht Frankfurt måtte Pedri lade sig udskifte ved pausen, og nu er der nyt fra FC Barcelonas sundshedsafdeling.
Test fredag morgen har nemlig vist, at den unge midtbanespiller har pådraget sig en baglårsskade, der formentligt vil holde ham ude resten af indeværende sæson.
For FC Barcelona resterer der otte kampe i den spanske liga. Den sidste er hjemmekampen mod Villarreal den 22. maj, og det er højst usandsynligt, at Pedri kan nå at blive sin skade kvit i løbet af blot 38 dage.
Derfor må Xavi formentlig se sig om efter alternativer til positionen på den centrale midtbane, hvor Pedri i de seneste to LaLiga-kampe har bidraget med et mål i hver.
Pedri sad i starten af sæsonen ude igennem hele 17 ligakampe samt fire Champions League-kampe, og også dengang bar en skade i baglåret skylden.