
Målscorer-Mæhle: På et eller andet tidspunkt ryger den forbi mål
Joakim Mæhle var igen igen på scoringstavlen for Danmark i Parken under 3-0 sejren over Serbien.

Det danske landshold dominerede størstedelen af kampen i 3-0 sejren over Serbien.
På scoringstavlen var kometen Joakim Mæhle igen at finde, da han halvflugtede danskerne i front uden for feltet.

– Jeg tænkte bare, at denne der skal jeg hamre til, siger Joakim Mæhle efter kampen med et bredt smil på læben.
Dermed har den 24-årige backspiller rundet ni scoringer for landsholdet i blot 25 optrædener. Ifølge Mæhle selv er det dog et spørgsmål om tid, før kompetencerne foran mål svigter ham.
– Jeg har haft en okay skudprocent herinde (i Parken, Red.). Den gik ind igen, og det er fantastisk, men på et eller andet tidspunkt, så må den ryge forbi målet – Men så længe den ryger ind, bliver jeg ved.
Selvom opgøret blot var en træningskamp, lå intensiteten blandt de to mandskaber i top. Det var også til at føle inde på banen.
– Vi ved jo at serbere altid er garant for at levere en fysisk kamp. I forhold til os selv så har vi tabt to kampe i træk, og det er ikke ofte, vi gør det. Jeg synes vi havde noget at rette op på, fortæller Mæhle til Kanal5.

Den målscorende venstreback og de resterende landsholdskammerater vender nu tilbage til deres respektive klubber. Ovenpå en flot landsholdspause kan Mæhle forhåbentlig se frem mod spilletid i sin italienske klub Atalanta, hvor han har været indskifter det meste af sæsonen.