Dansk Fodbold

Kasper Hjulmand efter Eriksen-assist: Jeg slog Morten Wieghorst i maven

Kasper Hjulmand blev ganske begejstret over Christian Eriksens aktion, der endte med en assist efter et indlæg til Ivan Toney i Brentfords 2-0-sejr over Burnley.

kasper Hjulmand blev ellevild over Christian Eriksens assist.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen er udtaget til landsholdet for første gang siden sit uhyggelige kollaps under EM i Parken i sommer.

Til trods for, at den danske kreatør har været smittet med Covid-19, tyder meget på, at han stadig kan nå at gøre comeback for landsholdet i kampene mod Holland og Serbien i slutningen af marts.

Godt nyt: Eriksen møder ind i landsholdslejren onsdag

I forbindelse med de kommende landskampe har TV3 Sport taget en snak med Kasper Hjulmand om Christian Eriksen. Her bliver der blandt andet spurgt ind til landstrænerens reaktion, da Christian Eriksen kunne notere sig for sin første assist efter at have gjort comeback til professionel fodbold.

– Jeg tror, at Morten Wieghorst sad ved siden af, og jeg tror bare, at jeg slog ham i maven, siger Kasper Hjulmand og demonstrerer med en let bevægelse, hvordan den danske assistenttræner fik Kasper Hjulmands glæde at føle.

Det var dog ikke kun selve Christian Eriksens indlæg, som senere blev til en assist, der gav anledning til glæde – eller smerte – alt afhængig af om man hedder Kasper Hjulmand eller Morten Wieghorst.

– Det var ikke bare bolden, det var også den måde, han tog imod den, og den førsteberøring, hvor han kommer væk fra presset – og så ser man så det der venstreben, som vi har set ham gøre så mange gange før. Det er bare en klasseaktion. Han var god.

Christian Eriksens assist kom i hans blot anden kamp fra start for Brentford, da han sammen med holdkammeraterne slog Burnley med 2-0 lørdag den 12. marts. Her spillede Christian Eriksen endnu en gang hele kampen, og Kasper Hjulmand er generelt imponeret over det niveau, han har set indtil videre. Han tror dog også, at det kan blive endnu bedre, og måske endda bedre end nogensinde før.

– Jeg tror faktisk, at Christian har de bedste år foran sig. Og jeg tror også, at han kommer til at udvikle sig og lære nye ting, siger Kasper Hjulmand.

Hjulmand ikke i tvivl – ham vil man bare gerne have på banen

Christian Eriksen kan gøre comeback på landsholdet den 26. marts ude mod Holland, og han har ligeledes muligheden for vende tilbage til Parken den 29. marts mod Serbien.

Du kan se interviewet med Kasper Hjulmand i klippet øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P