
Mané og co. snupper finaleplads efter VAR-drama og voldsomt sammenstød
Senegal spillede sig onsdag aften videre til finalen ved African Nations Cup. Det kostede blod, sved og tårer.

Senegal og Burkina Faso tørnede onsdag aften sammen i semifinalen af African Nations Cup. Det blev en kamp med masser af fight og masser af VAR.
Efter tredje minutter af første halvleg udspillede der sig en meget dramatisk situation, da Herve Koffi i Burkina Faso-målet tordnede frem og stødte sammen med Cheikhou Kouyate.
LÆS OGSÅ: 👇👇
African Nations Cup 2022 – få overblikket over de største stjerner her!
Efter et fald fra de højere luftlag, måtte Herve Koffi modtage behandling og efterfølgende forlade banen på en båre (Se videoen i toppen af artiklen). Dommeren voterede med VAR-vognen, men valgte til Senegals fortrydelse ikke at dømme straffespark.
Ti minutter senere kom VAR-vognen i brug igen. Endnu engang var det et potentielt senegalesisk straffespark, og endnu engang kunne dommeren vinke afværgende.
I anden halvleg formåede favoritterne fra Senegal at presse på. Gennem scoringer fra PSG-duoen Abdou Diallo og Idrissa Gueye sikrede de sig en føring, som Burkina Faso ikke kunne hente.
Issa Kabore reducerede med ti minutter tilbage, men håbet levede blot i fem minutter, før Sadio Mané havde sørget for, at det sidste søm sad helt fast i kisten.
Senegal skal i finalen møde vinderen fra den anden semifinale. Her tørner Egypten og Cameroun sammen. Kampen spilles torsdag aften kl. 20.00 og vises på TV3 Sport.