
AGF’s Bjørnebye til kritiske fans: Det er en misforståelse
Der har blandt nogle AGF-fans været skuffelse over det netop overståede transfervindue, hvor kun én spiller er kommet til. Men selvom sportschef i klubben, Stig Inge Bjørnebye, forstår kritikken, mener han, den er forfejlet.

Blot én spiller er kommet til AGF i vinterens transfervindue i form af unge Eskild Dall, der er lejet i hollandske Ajax. Omvendt har man mistet Niklas Backman, Magnus Anbo og Mikkel Lassen. Og flere kan følge. Det har fået flere fans til at ytre sig kritisk over manglende handling. En kritik, som sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, forstår men ikke er enig i, forklarer han til BT Aarhus:
– Vi havde forventet, at nogle ville være kritiske, og det forstår jeg også godt. Men det er godt med en trup, der har gode relationer. Det er en misforståelse, at man altid skal købe mange spillere. Det handler også om at have en trup, der er spillet sammen.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Officielt: AGF henter ung dansker i Ajax
Stig Inge Bjørnebye er tilfreds med det netop overståede transfervindue, hvor alt forløb planmæssigt. Alligevel indrømmer han, der var kontakt med spillere.
– Transfervinduet var som forventet. Vi havde kontakt til et par folk, som vi kiggede på, men forskellige omstændigheder gjorde, at det ikke blev til noget. Vi hentede mange nye folk i sommer, så vi havde ikke forventet den store aktivitet, siger sportschefen og fortsætter:
– Vi har prioriteret at få noget stabilitet ind på holdet, der er i en flot udvikling, og vi arbejder med det, vi har. Det her er et signal til truppen om, at vi tror på deres udvikling, og truppen har et stort potentiale.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Avis: To AGF-spillere bliver hjemme fra træningslejr – trækker op til salg?
Selvom vinterens transfervindue er lukket i i forhold til at hente spillere, er det fortsat åben i nogle få lande, og derfor kan AGF fortsat miste spillere. Stig Inge Bjørnebye fortæller, at midtbanespiller Patrick Olsen og målmand William Eskelinen har fået fri nogle dage til at afsøge mulighederne for et skifte væk.
AGF er netop nu i spanske Alicante på træningslejr og møder her torsdag klokken 18 norske Bodø/Glimt i en testkamp. Forårspremieren er mod SønderjyskE i Haderslev fredag den 18. februar klokken 19.