Barcelona-spiller bønfaldt eks-præsident: Lad mig komme hjem!
Tilbage i november skrev FC Barcelona kontrakt med brasilianske Dani Alves, der efter ophold hos Juventus, PSG og Sao Paulo vendte hjem til ’Barca’. Det var dog sket allerede i 2019, hvis det havde stået til Alves selv.
– Jeg ville ikke have accepteret et tilbud fra Bartomeu. Jeg forlod klubben, da han var præsident, og det gav ingen mening at arbejde med ham i igen.
Så krads var kritikken kort før nytår, da Dani Alves sendte en decideret sviner afsted mod den tidligere FC Barcelona-præsident Josep Bartomeu.
Læs også: Medie: Haaland med overraskende feriemelding: Jeg skal spille i Spanien
Nu har den tidligere præsident dog angiveligt taget til genmæle. Bartomeu har frigivet en privat korrespondance mellem ham selv og Dani Alves fra 2019, hvor sidstnævnte på det nærmeste bønfalder om at få lov at komme tilbage til FC Barcelona.
– Hr. Præsident, går det godt? Jeg vil gerne tilbage, jeg vil gerne hjem og jeg vil gerne spille VM i 2022 som Barca-spiller! Lad os lægge stoltheden til side, vi har brug for hinanden, og vi ved det begge, skriver Alves således i korrespondancen, som ikke er 100 procent verificeret.
Til forespørgslen svarer Bartomeu, at det ikke vil være noget problem for Alves at komme tilbage, men at Barcelonas tekniske afdeling først skulle give grønt lys. Hvorefter Bartomeu spørger, om Alves har talt med daværende sportsdirektør i klubben Eric Abidal.
Forespørgslen fra Dani Alves kom kort efter at FC Barcelona var blevet ekspederet ud af Champions League af Liverpool i det, der for mange fans vil stå som en af de mørkeste fodboldmæssige dage i klubbens historie.
Samtalen mellem de to er blevet lækket af journalisten Víctor Malo på Twitter, og Dani Alves har selv svaret på tweetet med det, man vist roligt kan kalde et kryptisk svar:
– De som rent faktisk bekymrer sig om Barca, vi vil gøre alt der kræves. Livet ved, hvad alle fortjener. Undskyld… tak.
Hvorfor det ikke blev til en genforening allerede i 2019 melder historien intet om, men ifølge Victor Malo og dennes medie, Culémania, afviste Eric Abidal og den daværende Barca-træner, Ernesto Valverde, forespørgslen.
Læs også: INDBLIK: Den mest vindende aktive fodboldspiller – Dani Alves
Dani Alves har endnu ikke officielt repræsenteret FC Barcelona efter sin tilbagekomst til klubben, da han lige nu er smittet med covid-19, ligesom han først er spilleberettiget fra den 3. januar.