Guardiola bekræfter: Foden og Grealish fortjente ikke at spille
Både Phil Foden og Jack Grealish var vraget til Manchester Citys kamp mod Newcastle søndag, efter de ellers begge havde startet og scoret i kampen mod Leeds fem dage tidligere.
Pep Guardiola har det med at sige ting, uden egentlig at sige dem.
Endnu et sådant eksempel kom efter Manchester Citys kamp søndag, hvor de med en 0-4-sejr over Newcastle lagde afstand til de to øvrige tophold i Premier League.
Guardiola havde til kampen sat Jack Grealish og Phil Foden på bænken, og ingen af de to englændere kom i aktion i løbet af kampen. Der var dog ikke tale om, at den spanske manager sparede kræfterne – tværtimod.
Læs også: Guardiola med lutter ros til sin belgiske kreatør
-Der var ikke tale om rotation, nej. Jeg besluttede mig for det her hold, for de fortjente at spille i dag – de her gutter ikke de andre, sagde Guardiola en smule kryptisk efter kampen ifølge ESPN.
-I juletiden lægger jeg meget mærke til opførslen på og udenfor banen. Når opførslen udenfor banen ikke er i orden, så kommer de ikke til at spille. Vi er nødt til at være fokuseret hele tiden til trods for distraktion i julen og med alle de ting, der sker. Man er nødt til stadig at være fokuseret, lød det fra Guardiola med en slet skjult henvisning til netop Foden og Grealish.
Pep Guardiola var selv nødt til at aflyse sin presseseance fredag efter en positiv corona-test. Testen viste sig efterfølgende at være falsk positiv, hvorfor spanieren var at finde på City-bænken til kampen søndag.
Her havde Raheem Sterling og Gabriel Jesus overtaget pladserne fra Foden og Grealish.
Spillerne i Premier League er blevet mindet om at minimere deres sociale udskejelser i juleperioden, da Storbritannien i øjeblikket er hårdt ramt af covid-19-variationen omicron.