Randers vil hente lejesvend permanent
Stephen Odey har imponeret under sit lejeophold i Randers FC. Nu går klubben efter at hente nigerianeren permanent fra belgiske Genk.
Stephen Odey har med fire mål i fem kampe taget Superligaen med storm. Nu går Randers FC efter at købe angriberen fri i belgiske Genk, hvorfra han er lejet, fortæller sportschef, Søren Pedersen, til TV2 Sport.
– Vi har en god dialog med agenten og Odey, så jeg håber og tror, han også er Randers FC-spiller efter sommerferien, siger Søren Pedersen til TV2 Sport.
Stephen Odey er lejet ud til Randers fra Genk sæsonen ud, men kronjyderne har lavet en købsaftale på den 23-årige angriber, og det skulle være til en pris, som Randers kan betale, fortæller Søren Pedersen.
Læs også: Målscorer om Odey: Jeg ved ikke hvad han laver i Randers
Odey fortalte i sidste uge til campo.dk, at han er faldet godt til i Randers:
– Min form er god, og med de spillere vi er, og med den træner og stab vi har, så er det nemmere at falde til. Det betyder ikke meget, hvor jeg spiller. Jeg vil bare spille og gøre mit bedste og hjælpe holdet, sagde Stephen Odey.
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag
Cheftræner Thomas Thomasberg vil også gerne hente Stephen Odey til klubben permanent. I sidste uge tog campo.dk en snak med Thomasberg om netop den unge nigerianer. Det kan du læse mere om herunder.
Læs også: Thomasberg om Odey: Sjældent jeg har haft sådan en angriber
Stephen Odey er med i Randers’ Conference League-opgør ude mod tjekkiske FK Jablonec i aften. Kampen spilles klokken 21 og kan ses på TV2 Sport.