Dansk Fodbold

Udlandsprofferne uge 40: Pokalmål i Japan, en gammel kending i Italien og unge danske drenge

På campo.dk giver vi dig hver mandag et overblik over, hvordan den seneste uge er gået for de danske spillere, der tjener deres løn udenfor landets grænser. Mål, debut og udvisninger - stort og småt.

Foto: Scanpix

I Danmark har vi over 300 professionelle fodboldspillere, der til dagligt spiller fodbold i mere end 30 forskellige lande.

Vi vil på campo.dk ugentligt give et overblik over nogle af de danskere, man ikke nødvendigvis hører om hver eller hver anden dag. Vi udvælger nogle af de spillere, der har gjort sig bemærket for enten noget godt, noget skidt, eller noget midt imellem.

Læs også: Udlandsprofferne Uge 37, Uge 38 &. Uge 39.

Foto: Urawa Reds

Kasper Junker (Urawa Reds)
I den japanske J. League Cup gav Kasper Junker onsdag Urawa Reds den perfekte start i semifinale-opgøret mod Cerezo Osaka, da han efter bare 12 minutter bragte værterne på 1-0. Den tidligere Randers, AGF og Horsens-spiller nåede først på et indlæg fra venstresiden, som han med en følt højre inderside flugtede ind bag gæsternes målmand. Scoringen skabte selvsagt jubel blandt fansene på Japans største fodboldstadion, Saitama Stadium 2002, hvor tilskuerne præcist, nøjagtigt og på meget japansk vis sad med ét sædes mellemrum – uden så meget som en eneste undtagelse. Desværre for de regelrette Urawa Reds-fans indkasserede hjemmeholdet med 24 minutter tilbage af kampen en udlignende scoring, da blandt andre Alexander Scholz ikke formåede at komme på tværs af et fladt indlæg fra sin egen venstre side. Med et 1-1-resultat i det første opgør skulle Urawa Reds søndag til Osaka, hvor en sejr derfor var påkrævet. Sådan gik det dog ikke, da det i stedet var hjemmeholdet, der løb med en 1-0 sejr, og dermed glipper Kasper Junker og Alezander Scholz finalen i den japanske pokalturnering.
Kasper Junker fik en sand drømmestart på tilværelsen i Japan, efter han langt om længe fik sit skifte væk fra norske Bodø/Gilmt i april i år. Den 27-årige dansker scorede syv mål i sine første seks ligakampe for Urawa Reds, mens siden er han gået lidt i stå målscoringsmæssigt, og det er således kun blevet til et enkelt mål i de seneste 12 ligakampe.
Urawa Reds indtager en femteplads i den japanske liga med syv kampe tilbage af sæsonen. Mesterskabet ser allerede ud til at være sikret af Kawasaki Frontale, der fører ligaen ganske suverænt.

Foto: Östers IF

Nicolas Mortensen (Östers IF)
Efter en lidt sløj start på sæsonen har svenske Östers IF med en god stime spillet sig ud af den umiddelbare nedrykningskamp fra den næstbedste svenske række – Superettan. Mandag udbyggede holdet fra Växjö stimen som ubesejret til seks kampe i træk, da de i udekampen mod nedrykningstruede IK Brage spillede 2-2. Det var ellers den tidligere AaB-forsvarer Klebér Saarenpää’s tropper fra Brage, der kom bedst fra start med en scoring efter et lille kvarter, men efter en halv time udlignede den tidligere Fremad Amager- og Helsingør-spiller, Nicolas Mortensen, til 1-1. Et frispark fra Mattias Pavic fandt vej til Mortensen ved bagerste stolpe, og herfra kunne den 27-årige dansker flugte udligningen i kassen. Med scoringen kommer den lille af de to Mortensen-brødre – storebror Patrick Mortensen spiller som bekendt i AGF – op på i alt syv sæsonscoringer, hvoraf tre er kommet i de seneste fire kampe. Klubben fra Växjö, der fire gange er blevet svenske mestre, har givet fuld spilletid til Nicolas Mortensen i de seneste ni kampe.
Med mandagens ene point spillede Östers IF sig op på i alt 32 point, men med seks kampe tilbage af sæsonen er nedrykningskampen stadig så tæt, at de kun har seks point ned til den 13. plads, der skal spille playoff om at undgå nedrykning.

Foto: SS Juve Stabia

Magnus Troest (Juve Stabia)
Det er længe siden, man har hørt noget til Magnus Troest, og det skyldes formentlig, at han siden 2012 har gjort sig i de lavere rækker i Italien, hvor han har repræsenteret Varese, Virtus Lanciano, Novara og siden 2018 Juve Stabia. Magnus Troest var i sin første sæson i klubben med til at rykke klubben fra Serie C op i Serie B, men desværre for Troest og kompagni blev det til en direkte nedrykning til Serie C. Her blev klubben i sidste sæson, og i denne sæson er det indtil videre blevet til en placering midt i tabellen. Mandag tog klubben fra byen Castellammara de Stabia ved foden af Vesuv imod genopståede Palermo, der ligeledes frister en tilværelse i Italiens tredjebedste række. Her blev det for første gang i indeværende sæson til fuld spilletid i ligaen til Magnus Troest, der fra sin position i højre side af Stabias trebackkæde var med til at holde nullet. Desværre var Troests offensive holdkammerater ikke skarpe nok til at skaffe fuldt udbytte i kampen, som endte 0-0. Den i dag 34-årige Magnus Troest nåede fra 2006 til 2008 at repræsentere det danske U21-landshold hele 18 gange med to mål til følge.

Foto: SPVGG Greuther Fürth

Emil Berggreen (Greuther Fürth II)
Den evigt skadesplagede Emil Berggreen er denne sommer blevet rykket fra Greuther Fürths bundesligatrup og ned på klubbens andethold, der spiller i Regionalliga Bayern – Tysklands fjerdebedste række. Her er det blevet til fem kampe for den 193 centimeter høje dansker, og lørdag blev det til sæsonens andet mål. Berggreen fik den sidste halve time i kampen mod FC Pipinsried, men det var nok til at score en enkelt gang til slutresultatet 0-2.

Japhet Sery var en af de udlandsproffer, der fik spilletid i U21-kampen mod Skotland. Foto: Andrew Milligan/PA Images/Ritzau Scanpix

U21-landsholdet
Da det danske A-landshold lørdag slog Moldova med 0-4, var samtlige 16 spillere, der kom i aktion, udlandsproffer, men det samme er ikke tilfældet for det danske U21-landshold. Ligesom A-holdet kom U-21-spillerne fra weekendens kamp med en sejr og tre point, da de på udebane slog Skotland med 0-1. Landstræner Jesper Sørensen gjorde brug af i alt 15 spillere til kampen, og heraf var lige under halvdelen udlandsproffer – nemlig: Maurits Kjærgaard (RB Leipzig), Mads Bidstrup (Brentford), Japhet Sery (Brann), Jesper Lindstrøm (Frankfurt), Victor Jensen (Jong Ajax), Magnus Warming (Torino) og Nikolas Nartey (Stuttgart). Det danske U21-landshold skal på tirsdag møde Belgien i det, der allerede efter to kampe ligner en gruppefinale.

Hvad skete der ellers?

  • Tirsdag tog Lasse Sørensen og Lincoln City imod League One-kollegaerne fra Sunderland i EFL Trophy. Gæsterne havde West Ham-lejesvenden Frederik Alves med fra start, og i en kamp hvor begge danskere fik fuld spilletid, var det Sunderland og Alves, der kunne rejse hjem med en 1-2-sejr.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P