3F Superligaen

Hvor blev kulturen… og amerikanerne af?

Jeg var selv i SønderjyskE, da de det nye amerikanske ejerskab i form af familien Platek blev præsenteret for godt...

Superliga: SønderjyskE - Brøndby IF søndag den 19 september 2021 Sydbank Park Haderslev. Abdulrahman Taiwo (Sønderjyske - 25) scorer kampens eneste mål og jubel.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Jeg var selv i SønderjyskE, da de det nye amerikanske ejerskab i form af familien Platek blev præsenteret for godt et år siden. I den forbindelse blev alle igen og igen fortalt, at intet ville forandre sig i dagligdagen i SønderjyskE, da ejerne netop havde valgt klubben på baggrund af den sunde tilgang til at drive en fodboldklub, og de sunde værdier som klubben byggede på

Der ville blot blive tale om større økonomiske muskler, som skulle gøre SønderjyskE endnu mere konkurrencedygtige i Superligaen. Her blot et år efter det nye ejerskab trådte ind i SønderjyskE, har ejerne dog ændret kursen for det sønderjyske fodboldflagskib på flere markante områder. 

SønderjyskE har siden oprykningen i 2008 ikke været en klub, der har trukket gennemsnitsalderen i superligaen nedad. Tværtimod. Alder var heller ikke tidligere en faktor, der blev lagt synderlig vægt på, når nye spillere skulle rekrutteres. Jeg har selv oplevet indefra, hvordan der blev lagt et stort arbejde i at rekruttere spillere, der passede ind i den kultur, der herskede i omklædningsrummet.

En sund kultur som skulle kompensere for de manglende økonomiske muskler i forhold til konkurrenterne og give SønderjyskE de ekstra procenter på banen, som har gjort, at de til tider har kæmpet med i toppen samt i Europa, selvom det ikke burde være muligt med budgetter i den størrelsesorden.

Den transferstrategi er nu lagt på hylden til fordel for fodboldfagligt data og salgspotentiale for den enkelte spiller, hvor hensynet til trupsammensætning og den bestående kultur i klubben synes meget lille.

Folk fra egne rækker
Når der tidligere skulle ansættes folk i organisationen, kiggede direktionen og bestyrelsen først og fremmest i egne rækker efter kvalificerede folk, der kunne forfremmes. Dermed sikrede man sig også, at klubben altid havde folk ansat på ledende poster, som havde et indgående kendskab til klubben og kulturen. Niels Lodberg var som eksempel en meget respekteret og afholdt træner og personlighed i klubben.

Den fremgangsmåde døde med fyringen af Glen Riddersholm og de ledelsesmæssige omstruktureringer i sommer. Det er forståeligt, at de nye ejere gerne vil sætte sit eget præg på fremtiden i klubben. Men for både klubbens og deres egen skyld har jeg svært ved at se logikken i ikke at se på kvalificerede emner, der i forvejen har et indgående kendskab til klubben.

Her tænker jeg primært på Tommy Bechmann, som både er en intelligent og respekteret personlighed i klubben, som jeg gerne havde set i en ledende stilling i SønderjyskE. Det ville være en del nemmere for det nye ejerskab at have en tidligere respekteret spiller ansat på en ledende post, som ville kunne agere stødpude overfor de nye tiltag i klubben, og som ville kunne stå på mål for den nye retning overfor fans, medier og lokalområdet samt gjort hverdagen nemmere for det nye ejerskab. Specielt set i lyset af amerikanernes manglende vilje til direkte kommunikation med fans og medier.

Det handler om at være tilgængelig
Netop kommunikationen (eller mangel på samme) har været påfaldende udansk at være vidne til.

Det er næsten som om, at den nye ejerkreds har haft en strategi om at sige og udtale sig så lidt som muligt efter overtagelsen, hvilket kun har distanceret dem endnu mere fra klubben. Jeg har også en fornemmelse af, at det er de færreste spillere i klubben, der rent faktisk har hilst på folkene i den nye ejerkreds. Det er muligvis måden de altid har drevet forretning på, og det fungerer måske fint i andre brancher.

Men med tanke på at vi har med en fodboldklub at gøre, som lever af passionerede fans og sponsorer, er det at skyde sig selv i foden, når man som ejer, ikke gør alt hvad man kan, for at fodre den passion ved åbent at fremlægge sine planer, eller bare i form af en menneskeliggørelse af ejerskabet ved at stille sig op foran fans og medier.

En ny retning og nye penge til det Sønderjyske fodboldprojekt var muligvis en nødvendighed for at sikre en bæredygtig fremtid for klubben. Men det nye ejerskab har misset nogle gyldne muligheder for at gøre overtagelsen af SønderjyskE nemmere for sig selv, når de meget tydeligt udøver stor magt i klubben, samtidig med at de øjensynligt gør alt for at distancere sig fra hverdagen i det SønderjyskE.

Det ville klæde ejerskabet at træde mere frem i lyset. Specielt med tanke på den svære periode SønderjyskE er inde i for tiden.     

Johan Absalonsen har spillet 362 superligakampe for henholdsvis Brøndby IF, OB, F.C. København, AC Horsens og SønderjyskE. Han skriver ugentligt kommentarer her på campo.dk.      

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P