3F Superligaen

AGFs nye nummer 7 var aldrig i tvivl om retur: Jeg elsker alt ved AGF

Mustapha Bundu var en særdeles populær skikkelse i AGF og Aarhus, da han tidligere tørnede ud for klubben. Nu er han tilbage igen, men David Nielsen har ikke givet ham nogle garantier i forhold til startplads og spilletid.

Bundu
Mustapha Bundu var en sand publikumsyndling hos AGF's fans, da han spillede for klubben i sin første periode. Her har han netop scoret et udlignende mål mod Silkeborg IF på et tætpakket Ceres Park den 20. oktober 2019. Et mål der måske var det flotteste i karrieren. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Jeg er glad for at AGF ville have mig tilbage. Jeg gjorde selv alt, hvad jeg kunne for at komme til klubben, og klubben gjorde alt, hvad de kunne for at få mig. Det viser også, at forholdet stadig er intakt, sagde Mustapha Bundu, da campo.dk mandag var til stede ved spillerens første arbejdsdag i AGF.

Jeg er ikke blevet lovet noget som helst, fordi jeg er jo ikke Messi

Hjemvendte Mustapha Bundu til campo.dk

Eller første og første. For som den sierraleonske landsholdsspiller ganske rigtigt siger, så er han nu tilbage. Tilbage hos De Hvi’e som han sidst repræsenterede i forårssæsonen 2020. Et skifte som AGF-chetræner David Nielsen, har haft en stor andel i.

– Det gør en stor forskel, at David er træner. Jeg talte med ham før skiftet, hvor han fortalte om, hvordan det gik, og jeg havde også selv set, hvad der skete i klubben. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det hele nok skal gå, siger han.

Han referer til AGF’s rædderlige sæsonstart, hvor man startede med at tabe over to opgør til nordiske Larne FC i kampen om videre avancement mod Conference League-gruppespillet. Samt i Superligaen, hvor århusianerne endnu ikke har vundet i indeværende sæson.

Faktisk skal man helt tilbage til den 16. maj for at finde den seneste AGF-sejr i superligaregi. Her blev FC Nordsjælland besejret med 3-1 på Ceres Park.

Netop Ceres Park danner søndag aften ramme om næste opgave for den pointhungrende klub, når Vejle og den tidligere AGF-træner Peter Sørensen lægger vejen forbi. Her kæmper begge mandskaber faktisk for sæsonens første sejr.

Læs også: Officielt: Vejle henter erstatning for Faghir

Det er dog ikke et opgør, som Mustapha Bundu frygter. Derimod fokuserer han mod at genfinde sit gamle topniveau.

– Det handler ikke om at vise Anderlecht eller AGF noget. AGF kender mig, og de ved, hvad jeg kan, når jeg er i topform. Jeg stoler på alle her i klubben. Det var en af grundene til, at jeg tog hertil. Jeg forstår den situation, som holdet er i, og jeg forstår den situation, som jeg selv er i.

Tingenes tilstand skal vendes – hurtigt
Den hjemvendte publikumsfavorit er da heller ikke et sekund i tvivl om, at han og AGF nok skal vende den slingrende kurs, som klubben pt. er i.

– Jeg tror 200 procent på, at det ændrer sig de næste to måneder. Hvem ved? Om to måneder kan det være, at vi igen begynder at tale om medaljer, for det kan ske, siger Bundu, inden han fortsætter:

– Hvis vi vinder de to næste kampe, vil folk sige; AGF er på vej tilbage. AGF er så stor en klub, at det for mange i Danmark er dejligt, at klubben ligger, som de gør lige nu. Det viser meget om AGF som klub, at folk er glade for, at de klarer sig dårligt, siger han.

Læs også: Hjemvendt Bundu ser frem til AGF-fansenes modtagelse: Jeg er ikke bekymret

Ingen garantier 
Selvom David Nielsen har haft stor indflydelse for comebacket til Aarhus, har Bundu ikke fået nogle garantier på hverken spilletid eller startplads.

– Jeg er ikke blevet lovet noget som helst, fordi jeg er jo ikke Messi, griner han og lover i samme ombæring, at der vil blive arbejdet stenhårdt for fast spilletid.

– Jeg arbejder hårdt for tingene. David er træner, og det er i sidste ende ham, der bestemmer. Hvis ikke han vil bruge mig, er der ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Det gode er, at han kender mig, og jeg vil hjælpe holdet med at komme tilbage til toppen. Jeg vil have folk til at igen at tale positivt om AGF, afslutter en tydeligt motiveret Bundu, inden hans sidste bemærkning kommer frem med et smil:

– Jeg elsker AGF, og jeg vil ikke ændre noget som helst af det, der er sket mellem mig og klubben. Jeg elsker fansene, jeg elsker byen, og jeg elsker alt ved AGF, slutter den hjemvendte AGF’er, der har spillet 109 kampe, scoret 21 mål og lavet 25 assists hos De Hvi’e.

Om det bliver til startplads, spilletid, flere mål eller assists i superligaregi bliver afgjort fra på søndag klokken 18, hvor der bliver fløjtet til kickoff på Ceres Park. Her vil Bundu, hvis han kommer på banen, være iført nummer 7 på ryggen.

Der kan også vente comeback og debut til Mikael Anderson, der blev hentet i FC Midtjylland på tranfersvinduets allersidste dag. Han har nemlig en fortid som ungdomspiller i klubben, og tilslutter sig holdets træning på torsdag, når han vender hjem fra landsholdsopgaver med Island.

Læs også: AGF henter Mikael Anderson i FC Midtjylland

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P