Pengeregn: Her er Superligaens 10 største interne transfers
Det var noget af en transfer, Brøndby leverede mandag med købet af Max Ejdum. Se, hvor den havner på listen over Superligaens 10 dyreste interne handler.

Der begynder så småt at komme fart på handlerne i Superligaen, både i antal og størrelse.
Store spillersalg venter forude, og det samme gør købene.
Sådan et lavede Brøndby IF mandag, da man efter nogle dages intens dækning af Max Ejdums situation i OB købte midtbanespilleren af den fynske klub.
Det lyder til, at Brøndby betaler omkring 25 millioner kroner for den dygtige midtbanespiller, der er skarp i adskillige aspekter af midtbanespillet og bør blive endnu bedre til at bidrage med mål og assists.

Historisk transfer fra OB til Brøndby
Samtidig var det en transfer, der batter noget i Superligaen, og også i et historisk perspektiv.
25 millioner kroner er selv i år 2026 mange penge at betale for en ny spiller, og det er sjældent, der ryger de beløb på bordet i interne handler, som Campos gennemgang viser.
Her har vi set på historikken for interne handler i Superligaen, og det viser sig, at Max Ejdum stryger ind som den tredjedyreste spiller.

AGF's rekordbeløb fra FCK
Indtil videre er der dog ikke nogen, der kommer i nærheden af Mads Emil Madsen, som AGF bestemt ikke ville af med i sommeren 2025.
Men af med midtbanespilleren kom AGF, mod at FC København lavede en transferaftale på en værdi op mod 30 millioner kroner.
FC København markerer sig, ikke så overraskende, med at have betalt for flere af de største interne handler i Superliga-historien.
Men Brøndby er også godt med, og man ser, hvordan klubben de seneste år trods GFH's majoritetsejerskab stadig er interesseret i nogle af de bedste spillere, man har mulighed for at købe fri af mindre Superliga-klubber end BIF selv (der har ligaens tredjestørste spillerbudget).

To ældre handler
To af de store transfers på listen skiller sig ud ved at være sket for mange år siden.
Det er Ulrik Laursens skifte fra OB til FCK og Jonas Borrings daværende skifte, der også fra Odense, men her til FC Midtjylland.

De handler slog begge rekorden for interne Superliga-handler på det tidspunkt, og de skete umiddelbart før, at finanskrisen buldrede løs fra september 2008 og lagde det internationale og danske transfermarked på is i flere år.
De to spillere klarede sig rimeligt men blev aldrig de store pletskud, deres prisskilte noget nær dikterede.

Det er også værd at bemærke, at det som regel ikke er de store Superliga-klubber, der sælger.
Undtagelserne var AGF's noget nødtvungne salg af Mads Emil Madsen sidste år og så det opsigtsvækkende Mikael Anderson-skifte i 2022, hvor midtbanespilleren efter en del palaver rykkede fra FC Midtjylland til AGF.
Mikael Anderson skiftede i sidste uge igen til AGF – læs mere om Andersons syn på det skifte her.

FC København
FC Midtjylland
AGF
Brøndby IF
OB
Mikael Anderson












