Jakob Poulsen hylder Frederik Emmery
AGF-cheftræneren havde ikke overraskende pæne ord med om sin unge kantspiller.

AGF er med syv point i sine seneste tre Superliga-kampe i færd med en optur.
Både nu og tidligere i sæsonen kan Aarhus-klubben i høj grad takke Frederik Emmery, der har imponeret lige siden første kamp.
Søndag gjorde han det igen, da Viborg FF blev nedlagt med 2-1, blandt andet på baggrund af et flot langskudsmål af den 19-årige AGF'er.
Senere i kampen brændte han dog to kæmpechancer - så hvordan vurderer cheftræner Jakob Pulsen egentlig den unge komets afslutningsfærdigheder?
- Det er et sted midt imellem. Han kan jo godt afslutte rigtig, rigtig godt, og det har han vist flere gange. Men der er også plads til forbedringer, og hvis vi skal være lidt hårde ved ham, så kunne han måske have lavet et hattrick i dag, hvis han var en fuldstændig fantastisk afslutter.
- Fedt at se, at han kom på tavlen i dag. Det var en rigtig godt præstation igen fra hans side, siger Jakob Poulsen til Campo og øvrige medier.

Frederik Emmery stjæler ikke kun opmærksomhed for flotte mål og store afbrændere.
Den unge profil har nemlig taget et stort skridt i den rigtige retning på et mindst lige så vigtigt område, nemlig beslutningerne på banen.
- Det er jo det, han lægger på nu. Og netop fordi han får så meget spilletid, så har han også mulighed for at lægge det på. Præstationerne er igen og igen på er ret fint og højt niveau.
- Det er jo klart, at når man har en spiller med de kvaliteter, specielt én-mod-én rent offensivt, så ville det jo være dumt, hvis vi ikke forsøgte at få bolden derover.
AGF lå for få runder siden under nedrykningsstregen, men er nu kravlet op på ottendepladsen med fire point op til AC Horsens i top seks.

AGF
Frederik Emmery












