Superliga-comeback: – Stressende deadline day
Der var rigeligt at se til, da Lasso Coulibaly vendte tilbage til Superligaen med et skifte til Viborg FF.

Der var knald på!
På Campos redaktion fornemmede man godt travlheden hos Viborg FF i de sidste døgn af transfervinduet, hvor de grønblusede var på jagt efter flere forskellige spillere til blandt andet kanten.
Flere emner var oppe at vende, og samtidig skulle VFF-ledelsen også forholde sig til interesse i midtbanespilleren Mads Søndergaard.
Der var ikke meget mere end en time til deadline, da Lasso Coulibaly blev præsenteret som lejespiller i Viborg, og det gik stærkt, fortæller den ivorianske kantspiller.
-Det var selvfølgelig en lidt stressende deadline day, da det jo var sidste mulighed for at træffe en beslutning, men jeg er rigtig glad for, at det hele endte, som det gjorde, og at jeg er her nu.

-Jeg mærkede en vedvarende interesse fra Viborg, og det gav mig en god følelse. Jeg kunne mærke, at klubben virkelig gerne vil mig. Vi havde nogle gode snakke, og jeg synes, at det hele er meget spændende her, så jeg tror på, at det er det rigtige skridt for mig, siger Lasso Coulibaly til VFF.dk.
Lasso Coulibaly kommer fra FC Nordsjælland og Right To Dreams akademi i Vestafrika og var to år i Auxerre før skiftet 2. september.
En alvorlig skade i første sæson i Ligue 1 ødelagde meget af opholdet for kantspilleren, der havde fået et stort gennembrud i Superligaen som lejet til Randers FC i 2023/24-sæsonen.

Viborg FF
FC Nordsjælland













